FilmenSelvom [i]Cinderella Man[/i] var kælenavnet pressen gav virkelighedens James J. Braddock da han boksede sig frem til kampen om verdensmesterskabet i 1935, er det tydeligt fra første færd at Ron Howards seneste film ikke skildrer virkelige personer, men i stedet har resulteret i en rendyrket eventyrfortælling om bokseren.

I ethvert rigtigt eventyr skal man naturligvis have en rigtig skurk. I “Cinderella Man” er skurken i første omgang depressionen, der forvandler den succesrige Braddock på vej mod verdensmeskerskabstitlen til en ussel lokalbokser, der kæmper for dagen og vejen.

Braddock har dog en god grund til at blive ved med at bokse på trods af at hans kone fraråder det – han ser ingen anden mulighed for at forsørge dem og deres tre børn.

Efter depressionen er sat ind, går det for alvor ned af bakke for Braddock. Han ender med at blive frataget sin bokselicens efter en uafgjort kamp og et utal af skader. Boksning er hans et og alt – da han mister sit håndværk er han tvunget til at tage forefaldende arbejde på havnen, hvor hans brækkede hånd ikke gør ham til gavn.

Det var utvivlsomt hårdt at leve under depressionen, og det værste billede vi får at se, er da Braddock forsøger at hjælpe en ven i New Yorks “Hooverville”, små fattigbyer opkaldt efter den tidligere præsident, der skød op i starten af 1930’erne. Heldigvis er Braddocks familie ikke nødt til at leve under nær så usle forhold, og man har hele tiden fornemmelsen af at det nok skal gå altsammen.

Den frelsende engel viser sig i form af manageren Joe Gould, der tilbyder Braddock en kamp, da hans anden bokser er ude af stand til at deltage. Uden videre træning og med motivationen for at brødføde sin familie som hans eneste våben, slår Braddock modstanderen John “Corn” Griffin og åbner vejen for et comeback.

I filmens 3. akt bliver depressionen skiftet ud med sværvægts-verdensmesteren Max Baer i skurkerollen, der ikke nok med at have slået to mennesker ihjel i ringen, tilsyneladende også er ret stolt at det, og her medfølger naturligvis arrogance, kækhed og dårlig karakter.

Paul Giamatti står for filmens bedste præstation. Han formår virkelig at vise sit værd i rollen som Braddocks energiske manager, en rolle der nemt kunne have endt i en parodi, men som Giamatti består til et 13-tal. Til gengæld lader Renée Zellwegger ikke til at skulle bruge mange kræfter på at portrættere Braddocks kone, en kedelig og papirstynd karakter, der står lidt på sidelinien og aldrig rigtigt bliver en del af fortællingen.

Thomas Newmans musik lægger sig med lette klavertoner tæt op ad hans velkendte og fremragende score til “American Beauty”. Det er næsten for pænt til en film omhandlende en bokser der kæmper for at brødføde sin familie, men ganske passende til en eventyrfortælling.

Som dokumentarisk portrætfilm halter “Cinderella Man” med sine pæne billeder og firkantede personkarakteristik, men som eventyr er den en fin fortælling om folkehelten, den lille mand der mod alle odds kæmper sig fra rendestenen og bliver båret helt til tops på folkets skuldre.

VideoPå dvd præsenteres “Cinderella Man” i anamorphic widescreen, 2.35:1 aspect ratio. Det er et blødt transfer der præger denne ellers meget flotte billedside. Der er desværre også spor af edge enhancement, hvilket igen er med til at reducere kvaliteten.

Der er ingen spor af snavs eller andre urenheder.

AudioPå lydsiden har vi mulighed for at vælge mellem et engelsk og et spansk Dolby Digital 5.1 lydspor. Der er masser detaljerigdom i mixet, hvilket betyder at filmens musik får stort spillerum. Surroundhøjtalere og suboofere bliver dog næsten ikke benyttet, hvilket man kan undre sig over da filmen, især med de mange boksesekvenser, havde nydt godt af en større brug af surround.

EkstramaterialeSeks slettede scener med kommentarer fra instruktør Ron Howard indleder ekstramaterialet. Han fortæller kort men konstruktivt om grundene til at udelade disse scener og det ser ud til at han har truffet nogle rigtige beslutninger, da scenerne er temmeligt overflødige.

I en 9-minutters dokumentar, “Ringside Seats”, tager Ron Howard, bokse-eksperten og forfatteren Norman Mailer og to af filmens producere os tilbage til 1935, hvor man får mulighed for at se uddrag af den oprindelige boksekamp om verdensmesterskabet. Det er desværre en ret kort omgang og denne anmelder havde gerne set mere baggrundsinformation om den virkelige James J. Braddock.