[b]Græsset er altid grønnere på den anden side af hegnet[/b]

Konflikten mellem Israel og Palæstina skildret på film går efterhånden lige så langt tilbage som konflikten i sig selv. Begge stridende parter har fra tid til anden være skudsmål for mere eller mindre hårdhændende, men for det meste retvise anklager om dette og hint. I Eran Riklis’ formidable “Citronlunden” er det dog begge territorier, der står for skud.

Græsset er grønnere på den anden side. I hvert fald hvis det gamle ordspil skal tages for pålydende. Det skal det ikke nødvendigvis i nærværende film, hvor den alt taget i betragtning unge enke Salma Zidane, som er bosiddende på Vestbredden lige ved grænsen til Israel, får sin sag for. Hun bestrider med nidkærhed en gammel citronplantage, som er gået i arv gennem generationer, men da den israelske forsvarsminister og frue flytter ind på den anden side af landeskellet – og med dem et sikkerhedspostyr af den anden verden – opstår der problemer. Frygten for at terrorister kan planlægge og udføre attentater via den gamle citronlund er åbenbart grund nok til et krav om, at enken må lade sit levebrød, sit et og alt, jævne med jorden.

Men der har den israelske stat gjort regning uden Zidane. For hende hænger lunden uløseligt sammen med minderne om hendes afdøde far og ægtefælle. Børnene er for længst flyttet hjemmefra, så dem har hun kun sporadisk kontakt med. I advokaten Zaid Daud finder hun imidlertid den fornødne assistance og muligvis mere end det. I hvert fald lurer romancen i fugerne, alt imens de to stædigt tager et søgsmål mod staten Israel først til den militære domstol og siden til højesteret. Det udfald skal ikke afsløres her, men som advokaten i filmens døende minutter udbasunerer: [i]”dette er ikke en Hollywood-film”[/i]. “Citronlunden” er til gengæld en ypperlig og velfortalt skæbnesfortælling om en konflikt, der har varet alt for længe og ikke slutter, før begge kamphaner accepterer at give noget af sig selv.

Filmen skildrer det kompleks, at ingen vil give efter på det, der i virkeligheden blot er drevet – her særligt fra Israels side – af principper. Citronlunden er Salmas eneste overlevelsesmulighed, mens forsvarsministeren nu nok har andre. Men et princip er urokkeligt, og derfor må lunden væk. Sindene er imidlertid splittede, og undervejs finder Salma uventet støtte dels fra verdenssamfundet og dels fra forsvarsministerens egen viv. Sagen er i sandhed ved at blive en varm kartoffel. Men ikke desto mindre står hun stadig meget alene med sin kamp, for blandt hendes egne kan hun ikke finde opbakning.

“Citronlunden” er også en film om ensomhed. Salma og nabohustruen er i en vis forstand lige ensomme, men på hver deres måde. Filmen viser, hvordan mennesker er forskellige og også behandles derefter. Forsvarsministerens sikkerhed vurderes vigtigere end enkefruens (hendes citronlund). Og hvorfor egentlig det? [i]”Vi er næsten ens, når vi er nøgne”[/i], gjaldede Kim Larsen i front for Gasolin i tidernes morgen ganske rigtigt. Det synes man at glemme gang på gang, ikke mindst her. Mennesker har en pris, og den varierer meget alt efter klasse og baggrund. Desværre. Noget af det stærkeste ved “Citronlunden” er hovedrolleindehaverens knugende og melankolske spil. Hun er så dundrende troværdig, at man helt glemmer, at det i princippet er fiktion, vi her er beskuere af.

“Citronlunden” udkæmpes og fortælles, imens israelerne i baggrundsperspektivet er ved at opføre den kontroversielle mur, der adskiller “deres land” fra vestbredden. Af samme grund bliver den verserende konflikt mellem de to naboer mere og mere et absurd totalteater. Der er næppe tvivl om, at instruktøren har hentet sin inspiration i den virkelige verden, for mens kloden jubler over tyveåret for Berlinmurens fald, så saluterer Israel ved at opbygge en tilsvarende i eget land. Synet i “Citronlunden” er kritisk. Andet ville også være underligt. Der har formentligt været utallige af den slags sammenstød mellem det israelske efterretningsvæsen og det palæstinensiske folk. På film kan man imidlertid håbe, at “Citronlunden” kan gøre omverdenen opmærksom på den håbløse situation. Med dette pragtværk skulle der i hvert fald være skabt mulighed for at bygge diplomatiets bro på tværs af skel og grænser.

[b]Video[/b]

Det visuelle udtryk er knapt så prangende som filmen i sig selv. Den præsenteres nemlig i et anamorphic widescreen 1.78:1-format, som i for høj grad bærer præg af edge-enhancement og digitale forstyrrelser. Også blødhed og kontrastudsving forekommer, om end farvetemperaturen grundlæggende er stabil.

[b]Audio[/b]

Bedre er det hebraisk- og arabisksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor. Dialogen er tydelig og uden snerten af overstyringer, mens atmosfæren er realistisk, og den melankolske underlægningsmusik sætter en passende takt.

[b]Ekstramateriale[/b]

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.