Puha… Den brasilianske film “City of God” (originaltitel: “Cidade de Deus”) er en film, som virkelig tager pusten fra en. Med dette enestående filmiske værk, har instruktør Fernando Meirelles givet Brasilien en solid og urokkelig plads på det filmiske verdenskort. Det er en blodig, dristig og yderst gennemført kollage af voldsomme historier, som alle finder sted i det samme område: Guds By – et brasiliansk slumkvarter, hvor hovedsageligt (ofte [i]unge[/i]) desperate forbrydere og berygtede voldsbander huserer. Et sted som stadigvæk eksisterer i Brasilien den dag i dag.

Filmen bliver fortalt af den sympatiske dreng Buscape, og fortællingen strækker sig over en periode fra konstruktionen af Guds By i 1960’erne til engang i 1980’erne. Buscape optræder ofte i filmen, men der er ingen egentlige hovedpersoner, og det kan engang imellem være lidt svært at holde styr på filmens store persongalleri. Men Meirelles’ instruktion, César Charlones kamera og specielt Daniel Rezendes klippeteknik sørger let for, at vi aldrig nogensinde mister koncentrationen. Det er helt utroligt at tænke på, at dette er Rezendes allerførste film som klipper.

“City of God” tager udgangspunkt i den sande historie om en enkelt bandes blodige kamp for herredømmet i det fattige kvarter. Denne bande bliver ledet af den psykotiske Ze Pequeno, spillet af Leandro Firmino da Hora, i filmens bedste præstation. Hver gang han optræder på lærredet, sætter han nerverne i kog hos publikum. Han leverer uden tvivl den mest frygtindgydende præstation som en skydeglad drabsmand i en film siden Joe Pesci i “Goodfellas”.

Filmen føles ofte som en fantastisk og manisk hybrid af Quentin Tarantino, Darren Aranofsky og Spike Lee. Meirelles benytter sig af stort set alle filmmediets vidunderlige moderne teknikker, visuelt som auditivt, hvilket sørger for, at filmen bevarer et konstant tempo, som gør at filmens 130 minutter synes at flyve forbi på ingen tid. Og hvis man har nogle fordomme om, at “City of God” skulle føles komprimeret eller filmisk utilstrækkelig pga. et stramt budget eller det faktum, at Brasilien aldrig har udgivet noget særlig mindeværdigt på den filmiske scene, så tro om igen! “City of God” er et værk af så fortællermæssigt og teknisk høj kaliber, at ganske få [i]amerikanske[/i] film kan klare at måle sig med den.

I sin kamp for at gøre filmen så realistisk og troværdig som muligt, har Meirelles fået fat på en masse unge fra Guds By. Meirelles og filmholdet interviewede mere end 2.000 unge i Guds By, og endte med at bruge 200 af disse i selve filmen. Resultatet af denne casting-proces er en ekstra dimension af realisme og intensitet. Og intensitet er der nok af i “City of God”. Alene scenen, hvor et bandemedlem bliver bedt om at skyde én af to små grædende drenge for at bevise sin mandighed, er en af de mest intense og gruopvækkende scener i filmhistorien.