[b]Den smukke filmoplevelse[/b]

I USA er der nogle, som er sure på “Cloud Atlas”. De påstår, at den er racistisk, fordi den får sine skuespillere til at ændre på deres naturlige ansigter, så de kan ligne andre racer og køn. Disse brokkehoveder har misforstået én af de smukkeste film i år, der netop handler om, hvordan vi alle er ens på trods af vores forskelle.

Det er svært at beskrive handlingen i “Cloud Atlas”, for det er mere eller mindre en film om alt. Om mennesker og skæbner, ligheder og forskelle. Gennem århundreder – fortid, nutid og fremtid – møder vi en række mennesker, der alle er forskellige, men alligevel meget ens. Den naive Adam Ewing får udvidet sin horisont på det åbne hav, Robert Frobisher skriver breve til sin fortabte elsker i 1930’ernes Edinburgh, Luisa Rey følger i sin fars journalistiske fodspor og risikerer liv og lemmer for at afsløre en sammensværgelse i 1970’ernes USA, Timothy Cavendish må pludselig se sig selv fanget på et plejehjem i nutiden, Somni-451 opdager sine egne følelser på trods af sine genetiske forviklinger i det 22. århundredes Seoul, og Zachry må se sin landsby truet af en aggressiv klan i en fjern fremtid.

Og hvad er så meningen med det hele? For der [i]er[/i] en mening – både i filmens titel og narrativ. Meningen skal dog ikke afsløres her, for “Cloud Atlas” er en film, der opfordrer til diskussion og fortolkning, og som samtidig er helt bevidst om sin egen mening og morale. For hvad er vi mennesker, hvis ikke et atlas af skyer? Dannet af det samme stof, men med mange forskellige former. Jo, der er masser af filosofiske betragtninger i dette utrolige epos, hvor århundreder bliver blandet sammen i et smukt maleri af mulige skæbner, som vi alle deler. Det lyder storladent, og det [i]er[/i] det også. Og hvor [i]er[/i] det også bare godt!

Det vigtigste i en film som “Cloud Atlas” er også, at historierne holder. Det gør de delvist. Segmenterne om den kække, men lidt fortabte Robert Frosbisher er ren magi. Disse scener tog tyske Tom Tykwer af, og han har klaret opgaven med bravur. Historien om den gæve Timothy Cavendish taber dog hurtigt pusten og virker ikke som meget andet end en smule påtaget komik i en ellers alvorlig fortælling. Dens relevans for resten af historien taber sig snart i ingenting og er som et træk på skulderen, mens resten af de medrivende historier beskriver livet med store armbevægelser. Med et så godt oplæg som historien om Timothy Cavendish var i filmens romanforlæg, er det ærgerligt, at Tykwer ikke har fået mere ud af det i filmversionen.

Til sidst er det nødvendigt at give både ros, klapsalver og stående ovationer til filmens klipper, Alexander Berner. “Cloud Atlas” er nemlig en kunstart i sig selv med dens intet mindre end fantastiske klipning og [i]pacing[/i]. Hver stemning og scene passer til den næste og både komplementerer og understreger filmens underliggende, kontinuerlige rytme. Med andre ord er der her tale om noget så sjældent som filmredigering, der kan både analyseres i forhold til historien og fascinere fra et rent filmteknisk synspunkt. En så beundringsværdig bedrift støder man ikke ligefrem på i alle film.