MonstergodJ.J. Abrams har for lang tid siden slået sit navn fast for alvor med tv-serier som “Alias” og “Lost” og efter at have forsøgt sig som instruktør på det store lærred, er han nu igen tilbage som producer. Sammen med sit produktionshold fra “Lost” har han skabt en film om et altødelæggende monster, set igennem en kameralinse i mandshøjde.

Rob har fået arbejde som vicedirektør i Japan, men inden han skal af sted, skal han have et brag af en afskedsfest, arrangeret af broren Jason og Jasons kæreste Lily. Som et minde skal der optages et lille klip af samtlige gæster fra festen, som Rob kan tage med sig, når han flytter om på den anden side af jorden. Denne opgave tager Robs ven Hud sig lidt modvilligt af. Aftenen udarter sig dog ikke helt som planlagt, for med til festen er Beth, som Rob har været sammen med. Det er tydeligt, at deres følelser for hinanden er indeklemte hos dem begge, og det ender også med, at Beth forlader festen i utide. Lidt efter bliver hele bygningen rystet af det, som de først tror, er et jordskælv, men da de kort efter ser nogle eksplosioner, finder de ud af, at hvad der er sket, er langt værre. Et meget stort monster hærger Manhattan, og bedst som de er på vej væk derfra, bliver Rob ringet op af Beth, som er klemt fast hjemme i sin lejlighed. Rob vil ikke efterlade Beth sådan, så sammen med sine venner og kameraet, som Hud stadig slæber rundt med, bevæger de sig ind mod bymidten, hvor monstret hærger.

En film om et monster, som ødelægger en storby, er ikke ligefrem nogen ny idé. Men når det hele ses på gadeplan igennem én mands øjne, får konceptet helt nye dimensioner, og det er det, som fremhæver “Cloverfield” fra andre film i samme genre. Hele filmen opleves igennem det kamera, som Hud render rundt med, og dermed er vores hovedpersoner også hele tiden i fokus. Vi ser altså ingen militærstrategiske møder og lignende, som man ellers er forvant med i denne type film. Det eneste vi ved, er det som vores hovedpersoner oplever, set igennem kameraet. Og det er især det, der er med til at gøre “Cloverfield” til så god en film. At det hele skal se ud som om, det foregår igennem et kamera, giver en enorm høj intensitet.

Det er dog ikke kun ved kameraføringen, at man har prøvet at opnå en vis realisme. Selvom “Cloverfield” er ren og skær fiktion, så er det meget tydeligt, at produktionsholdet har ladet sig inspirere af den virkelige verden. I starten af filmen, lige efter at monstret har lagt nogle højhuse i grus, kan man se, hvordan støvet kommer væltende ned ad gaden, og efterfølgende hvordan resterne af bygningerne daler ned som sne over de forvirrede og panikslagne mennesker, som ikke aner, hvad der foregår. Scener, der let kunne være taget ud af tragedien under terrorangrebet den 11. september 2001, hvor samme scenarie kunne ses, da World Trade Center kollapsede. Og ligesom de fleste mennesker dengang flygtede væk fra stedet, imens andre prøvede at trænge ind i det hærgede område for at se, om de kunne finde deres pårørende, så er det præcis det samme, vores hovedpersoner i “Cloverfield” gør.

Endnu en fordel ved kun at have det kamera, som følger gruppen, er, at man ikke ved, hvor monstret er. Man kan høre det, og overalt ses de ødelæggelser, det har forsaget, hvilket giver både spændingen og intensiteten et ekstra boost. Intensiteten kunne dog sagtens være blevet ødelagt, hvis der havde været for store rystelser med kameraet, så det ikke var muligt at følge med. Og det får da også nogle ordentlige rysteture i en sådan grad, at selv Poul Greengrass i flere tilfælde ikke kan være med. Men hvor Greengrass’ teknik med det rystende kamera til tider kan blive for meget, så får det i stedet “Cloverfield” til at skabe en højere grad af realisme, da vi kender filmens præmis om at kameraoptagelserne alle skal se ud, som var det en hjemmevideo.