[b]Chanel No. 2[/b]

I december kunne vi følge, hvorledes Coco blev kendt for efternavnet Chanel i “Coco før Chanel”. Her sluttede den jævne fortælling med starten på modeimperiet Chanel. Uden nogen tilknytning i øvrigt – udover at være opmuntret af forretningen Chanel – starter “Coco Chanel & Igor Stravinsky”, hvor den forrige film sluttede. Men mon der er mere filmisk frem for reklamemæssig nødvendighed bag denne film? Det var ikke entydigt i decemberudgavens film om modedronningen.

Den store krig står for døren, men den franske overklasse har stadig tid og overskud til at lade sig fornøje med et stykke klassisk musik. Men denne aften er det ikke helt så klassisk som vanen tro, idet en ung komponist ved navn Igor Stravinsky forfærder det franske etablissement med sit utraditionelt rytmiske stykke musik “The Rite of Spring”. Én blandt publikum er dog begejstret. Hun er selv en mønsterbryder og lader efter krigen Igor med kone og børn flytte ind, så Igor kan komponere i fred. Freden er dog kortvarig, da en hed romance imellem Igor og kvinden – Coco Chanel – udvikler sig, hvilket får vidtrækkende konsekvenser for både deres private såvel som offentligt professionelle liv.

Som en Chanel-kreation er dette andet kapitel om Coco på det ydre ganske upåklageligt eksekveret. Manuskriptet giver mening, billederne og klipperytmen er udført med et fint glidende flow og lydsporet er jo naturligvis musik af Stravinsky, så det bliver ikke meget bedre. Det hele er pænt, desværre på den lidt androgyne facon, der også karakteriserer skuespillet og kemien af og imellem Mads Mikkelsen som Igor og Anna Mouglalis som Coco. Filmens omdrejningspunkt er den lidenskabeligt erotiske affære imellem de to titelrolleindehavere. Udført i praksis er den imidlertid ganske postuleret, hvor tiltrækningen imellem de to virker ganske uforståelig og erotikken lige så varmblodig og forførende, som Mads Mikkelsen er russisk.

Filmens udgangspunkt lader ellers flere veje og døre stå åbne, der kunne danne grundlag for en fængende film. Eksempelvis minder magtforholdet imellem Coco og Igor besnærende meget om det selvsamme forhold, Coco havde til godsejeren Etienne i “Coco før Chanel” nu bare med omvendt fortegn. Oplagt ville det være, hvis Coco havde forholdt sig til sin nye overklassestatus og det, at Igor nu udfylder hendes gamle afhængighedsrolle. Det sker desværre ikke. Men så må filmen da kredse om to kunstneråndsfællers barske møde med det gamle etablissements forstokkede syn på kunst, og hvordan disse to spejlende personer holder fast på deres nye vovede idéer? Desværre nej.

Alle de spændende døre bliver hurtigt lukket til fordel for et ensidigt fokus på en halvlunken affære, der aldrig bliver så ophedet, at det kan retfærdiggøre Igors valg imellem hans familie og Coco som et reelt dilemma. Der mangler simpelthen nødvendighed bag denne film – hvorfor skal man bruge tid på en postulerende film om et historisk postuleret forhold? Slutteligt forsøger filmen at give et halvkvædet bud på, at Coco i forlængelse af dette forhold blev inspireret til at udvælge den senere så berømmede duft Chanel No. 5. Men som Coco udtaler i udvælgelsesfasen om en kasseret duft, er sådan en årsagsvirkningskæde simpelthen [i]”for banal.”[/i]