Filmz
Collateral

Collateral

Medvirkende:

Tom Cruise, Jamie Foxx, Jada Pinkett Smith, Mark Ruffalo, Peter Berg, Bruce McGill, Irma P. Hall, Barry Shabaka Henley, Richard T. Jones, Klea Scott, Bodhi Elfman, Debi Mazar, Javier Bardem, Emilio Rivera, Jamie McBride

Instruktør:

Michael Mann

Filmlængde:

120 minutter

Genre:

Action, Drama, Thriller

Collateral

[b]På stop med en dræber[/b]

I skrevne stund er Tom Cruises seneste film, actionbraget “Knight and Day”, allerede godt på vej ud af de amerikanske biografer blot få uger efter premieren. Film som den angiveligt forfærdelige “Luftens sidste mester” og den tredje “Twilight”-film har for længst overskygget det seneste nedsablede flop på Cruises CV. For få år siden havde Hollywood et stensikkert hit i støbeskeen, hvis Cruise var på plakaten. Men efter al balladen om mandens troskab til Scientology og hans hovedløse hop på Oprah Winfreys sofa er Cruise i dén grad røget ud i kulden. Mit råd til Cruise, hvis han virkelig gerne vil tilbage i rampelyset: Kast dig ud i flere satsninger á la “Collateral”.

[image=54463]

I årevis var Cruise en af det globale filmpublikums foretrukne helte. Med et smil på læben og en altoverdøvende, smittende latter har han ofte overbevist os om, at hjælpen mod verdens skiderikker er lige inden for rækkevidde. Men i “Collateral” er han ikke en muskuløs helt med et glimt i øjet og et urokkeligt smil på læben – han er Vincent: En gråhåret, arrig og koldblodig lejemorder, som ligner én, der ikke har kigget sig selv i spejlet i dagevis. Vincent er på visit i Los Angeles, hvor hans opgave er at sende fem indbyggere i englenes by videre til Vorherre. Vincent hijacker en taxa og tvinger chaufføren, Max, til at hjælpe sig. Hvis Max ikke adlyder, får han selv en kugle for panden.

Både Cruises status som filmstjerne og hans uheldige mediestunts har ofte overtrumfet det faktum, at han er dygtigere end de fleste til at forsvinde i en rolle. Hvis du betvivler mandens evner, bør du prompte købe Paul Thomas Andersons “Magnolia” eller, ja, “Collateral”. Her i sin første og fortsat eneste skurkerolle er Cruise sensationel. Med et iskoldt blik og kontrolleret mimik fremtvinger Cruise øjeblikkeligt frygt og respekt, men han går aldrig over gevind – der er en sårbarhed i Vincents øjne og stemme, som indbyder os til at gå på opdagelse i hans psykopatiske psyke.

[image=54467]

Jamie Foxx er nøjagtig lige så god som Max. Foxx nedtoner sin sædvanligvis kække og fandenivoldske attitude for at levere et nøgternt og Oscar-nomineret portræt af en ordinær mand, som modvilligt kastes ud i en ekstraordinær situation. Max er en helt igennem atypisk actionhelt – hverken atletisk, rapkæftet eller ferm til at håndtere skydevåben. Han er, så at sige, et almindeligt menneske og derfor uhyre let at relatere til. Jada Pinkett Smiths indtagende personlighed skinner virkelig igennem i hendes portræt af en ambitiøs advokat, som Max samler op før Vincent, og Mark Ruffalo er forfriskende sober og afdæmpet i rollen som en strømer i hælene på Vincent.

Men filmen tilhører Cruise og Foxx. D’herrers sammenspil slår gnister og bærer filmen. Stuart Beatties BAFTA-nominerede manuskript hoster op med den ene fremragende dialog efter den anden, som giver skuespillerne rigelig ammunition i deres verbale og psykologiske krigsførelse. Det er direkte ufatteligt, at Beattie også forfattede “G.I. Joe – Rise of Cobra”. Og mens Foxx og Cruise suger os ind i den komplekse konflikt mellem to mænd forbundet af skæbnen, tryllebinder instruktør Michael Mann os med sin skildring af Los Angeles’ gådefulde natteliv. Med revolutionerende brug af HD-kameraer skaber Mann et af de mest realistiske og dragende portrætter af den amerikanske metropol til dato, og det sublime soundtrack går perfekt i spænd med billederne.

[image=54468]

Actionsekvenserne er også fabelagtige – ligesom i alle Manns thrillere. Klimakset er næsten ulideligt spændende, men højdepunktet må være en lang skudduel på et propfyldt diskotek, som Mann orkestrerer således, at man aldrig mistet overblikket over det voldsomme kaos. I fællesskab har Mann, Beattie og skuespillerne skabt noget så sjældent som en actionfilm, hvor den gode historie og karaktererne aldrig spiller andenviolin. Tilgiv mig for at forfalde til et klassisk PR-slogan: “Collateral” er en vild taxatur, som du absolut ikke vil stige af.
[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Hovedparten af “Collateral” blev skudt med HD-videokameraer, fordi Mann gerne ville fange så mange af detaljerne i Los Angeles’ natteliv som muligt. Detaljerigdommen er også enorm, og især luftbillederne er meget afslørende, mens samtlige skægstubbe på Tom Cruises ansigt også er tydelige. Hverken udtværing eller glorier forekommer, og både farvegengivelsen og kontrasten er upåklagelig. Men der er dog lidt utilsigtet støj i nogle af filmens dunkleste sekvenser, som garanteret også skyldes brugen af HD-videokameraer.

[image=54465]

[b]Audio[/b]

Skivens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er lige så imponerende som transferet. En skøn auditiv atmosfære skaber følelsen af, at man sidder i taxaen sammen med Max og Vincent. Både lydeffekterne og musikken kommer krystalklart igennem, og støj forekommer aldrig, men dialogen er dog en sjælden gang imellem lidt utydelig.

[b]Ekstramateriale[/b]

Michael Mann har indtalt et fremragende kommentarspor til filmen. Mann diskuterer bl.a. arbejdet med skuespillerne, hans forkærlighed for HD og Los Angeles, og han afslører også, at det oprindeligt var meningen, at filmen skulle foregå i New York. Mann kommer vidt omkring filmens tilblivelse og holder stort set ingen pauser undervejs. Derudover er her både filmens teaser og trailer, en enkelt slettet scene samt cirka 50 minutters dybdeborende dokumentarer om alt fra filmens effekter til Cruises våbentræning før optagelserne. Hvis du markerer flere af punkterne på skivens ekstramaterialemenu og trykker til højre på din fjernbetjening, får du adgang til endnu mere videomateriale. Ekstramaterialet (bortset fra trailerne) præsenteres i SD.

[image=54464]

Kort om filmen

Taxichaufføren Max er tilfreds. Han har lige kørt en kunde den hurtigste vej, og hun har kvitteret med et smil – og sit visitkort. Og den næste kunde tegner lige så lovende: Vincent er på hurtig gennemrejse i L.A. og skal besøge fem venner, inden han tager flyet videre – så han hyrer Max som privatchauffør for resten af natten. Det kunne have været en fed tjans for Max, hvis ikke et lig få minutter senere lander på kølerhjelmen – en af Vincents ‘venner’, eller rettere et af de fem ofre, som denne lejemorder skal rydde af vejen. Hvis Max ikke gør, som Vincent siger, kan han hurtigt ende som hans sjette offer…

Ads by MGDK