De fleste film fra Hollywood bruger genrekonventioner som undskyldning for at skabe lette og eskapistiske film. I “Collateral” bruger Michael Mann de samme regler til at skabe en personlig og indholdsrig film. Når man har set filmen, har man utvivlsomt været i selskab med en thriller, men man sidder også med en tilfredsstillende følelse af, at man har været vidne til mere end det.

De komplekse og ufuldkomne”Collateral” er som udgangspunkt meget enkel og bygget op som en spændingsfilm. Men den er med al tydelighed også præget af, at være en Michael Mann-film. Foruden en sparsom, men frisk dialog og en stærk billed- og lydside, er tematikken også typisk Mann. Filmen er en konfrontation mellem to forskellige livsanskuelser. Den beslutsomme lejemorder, der styrer sin egen skæbne, og den drømmende chauffør, som har kørt taxi som et “midlertidigt job” i 12 år. Det er tydelig, hvem der er på den rette side af loven, og hvem der ikke er. Men som i “Manhunter” og “Heat” er hovedpersonerne komplekse og ufuldkomne, og som historien folder sig ud, bliver forskellighederne mindre og det første sort/hvid indtryk forvandler sig til en gråzone.

2/3 dele inde i filmen skifter den dog over i thrillergenrens mere traditionelle hjørne. Selvom sidste akt er en effektiv omgang katten efter musen, er det lidt en skuffelse, at filmen her vælger at følge en mere konventionel rute. Den vender dog tilbage på rette spor med en tilfredsstillende slutning. Filmen lægger sig op af en realistisk tone, men hen imod slutningen balancerer dramaet på grænsen mellem det realistiske og det mindre sandsynlige – hvilket unægteligt vil irritere nogle, men genren taget i betragtning, og ikke mindst filmens egen logik, er afslutningen naturlig og vigtig for Manns pointe med filmen.

Michael Manns Los AngelesTom Cruise og Jamie Foxx spiller filmens to hovedpersoner. Begge må siges at være atypiske valg, men de er overraskende gode – ikke mindst i hinandens selskab. For det første er dialogen mellem de to til tider ret skarp, og så er en del af hemmeligheden også, at de er ude af deres vante miljø, og derved får lov til at afprøve nye græsgange. Tom Cruise er, med grå hårvækst og synlige rynker, langt nok væk fra billedet af den “smarte Cruise” med det fastlåste colgatesmil til, at man kun ser lejemorderen Vincent. Cruise er ganske enkelt meget troværdig som filmens kolde og brutale drabsmand. Jamie Foxx er ligeledes fjernt fra det komiske billede, som hovedparten af hans tidligere film og tv-arbejde viser. Han giver sin rolle den rette vage holdning, og det er klart hans hidtil bedste præstation.

Traditionen tro har Mann fyldt sin film med et utal af stemningsskabende musiknumre fra ligeså mange forskellige stilarter. Det er noget af en rodebutik og umiddelbart uden den store sammenhæng. Men dette store miks af stilretninger fungerer fortræffeligt, fordi filmen foregår i Los Angeles, som selv er én stor sammenkogt ret af indtryk. Som en radio, der konstant skifter kanal, finder man i filmen nutidigt popmusik, som er blandet med Miles Davis, som igen er blandet med underlægningsmusik fra ældre film. Hvis Los Angeles havde sit eget soundtrack, ville det lyde sådan her.