[image=2613]
George Clooney beviser her med sin debut som instruktør, at han er en yderst kompetent af slagsen. Filmen er utrolig gennemført, specielt på det tekniske plan. Den Oscarvindende klipper Stephen Mirrione og fotograf Newton Thomas Sigel (som også gav den oversete og aldeles brillante film “Three Kings” et forbløffende unikt look) har hjulpet Clooney med at gøre “Confessions of a Dangerous Mind” til noget af en filmisk virtuos bedrift. Filmen indeholder nogle af de flotteste (og unaturligt naturlige) scene-overgange, jeg nogensinde har været vidne til. Det lyder måske ikke som noget, den gængse biografgænger nødvendigvis vil bide mærke i, men det er umuligt ikke at blive betaget af Clooney’s solide håndværk. Brugen af farver, lyd og musik, er alle med til at gøre os forvirrede, og med til at få os til at tvivle på, hvad der egentlig er rigtigt, og hvad der blot er et resultat Barris’ egen indbildning.
[image=2611]
Drew Barrymore spiller Barris’ kæreste Penny, og frøken Barrymore har aldrig været bedre. Hun leverer en påfaldende følelsesladet præstation, som hjælper Barris ved at gøre ham til en mere human karakter. Julia Roberts spiller en gådefuld kvinde, som måske (måske [i]ikke[/i]) har til hensigt at hjælpe Barris med at fuldføre hans missioner. Den bedste birolle-præstation bliver dog uden tvivl leveret af Rutger Hauer som en aldrende øst-europæisk lejemorder, i sin bedste præstation siden “The Hitcher”. Et par andre opsigtsvækkende gæsteoptrædende dukker også op, men at afsløre hvilke, hvornår og hvorfor ville være synd for dem, som endnu ikke har set filmen.
Manuskriptet er skrevet af Charlie Kaufman, geniet bag manuskripterne til to af de senere års største mesterværker: “Being John Malkovich” og “Adaptation”. Hans manuskript til “Confessions of a Dangerous Mind” er knap så raffineret, måske pga. det faktum, at den banebrydende hr. Kaufman denne gang har skrevet et værk baseret på en bog, som allerede har været udgivet (ikke just det han gjorde med “Adaptation”), og som allerede virker fuldstændig usandsynlig og urealistisk. Men lige som med sine andre værker leverer Kaufman dialog og karakterer af stor dybde og kompleksitet, og her kan det også ofte være svært at sige, hvor skillelinien mellem virkelighed og fiktion befinder sig. Men det er selvfølgelig uretfærdigt at sammenligne dette manuskript med de to førnævnte, da forskellen på dem alle er stor. Kaufmans ofte unikke blend af komedie og tragedie figurerer også i dette manuskript, og det virker oftest ganske udmærket. Der er både masser af tænksomme øjeblikke i filmen og talrige tidspunkter, hvor det er svært ikke at bryde ud i åbenlys latter. Der er meget få steder i filmen, hvor humoren virker malplaceret.
[image=2612]