Filmz
Confessions Of A Dangerous Mind

Confessions Of A Dangerous Mind

Medvirkende:

Janet Lane, Christian Paul, Keshav Patel, Shu Lan Noma, Cheryl Murphy (II), Nathalie Morin (III), Andre Minicozzi, Rachelle Lefevre, Jeff Lefebvre, Murray Langston, Bruce Pepper, Richard Kind, Suyun Kim, Martin Kevan, Isabelle Juneau, Mariah Inger, David Julian Hirsh, Tommy Hinkley, Jennifer Hall (I), Benoit Guerin, Jérôme Tiberghien, Tony Zanca, Peter N. Wilson, Kristen Wilson (I), Alicia Westelman, James Urbaniak, Sean Tucker, Dino Tosques, Linda Tomassone, John Todd Anderson, Gene Gene Patton, Ethan Thomas C. Dempster, Francois St-Pierre, Anna Silk, Norman Roy, Aimee Rose Ambroziak, Emilio Rivera (I), George Randolph (II), Andrée-Anne Quesnel, Sergei Priselkov, Sam Rockwell, Richard Beaudet, Samantha Banton, Shaun Balbar, Barbara Bacci, Tanya Anthony, Krista Allen, Rutger Hauer, Daniel Zacapa, Michelle Sweeney, Carlo Berardinucci, Artie Lange, Michael Ensign, Mike Paterson (II), Maggie Gyllenhaal, Drew Barrymore, Jerry Weintraub, Matt Damon, Julia Roberts, Brad Pitt, Joe Cobden, Frank Fontaine (II), Marlene Fisher, Marlida Ferreira, Ilona Elkin, Joey Elias, Ron Di Lauro, Pascale Devigne, Leslie Cottle, Bill Corday, George Clooney, Michael Cera, Chelsea Ceci, Melissa Carter (I), Carlos Carrasco, Robert John Burke, Isabelle Blais, Claudia Besso, Maria Bertrand

Instruktør:

George Clooney

Filmlængde:

113 minutter

Genre:

Action, Action, Komedie, Komedie, Drama, Drama

Confessions Of A Dangerous Mind

Vi lever i en verden som konstant bliver bombarderet og overrendt af det ene mere latterlige, kommercielle og usmagelige TV-produkt efter det andet. Etiske og moralske barrierer bliver kontinuerligt bøjet, gennemtrængt og destrueret. TV-producenter forsvarer sig med at påstå, at de blot leverer ægte og umanipuleret underholdning, som muligvis endda kan være med til at give os et prej om, hvordan vi som mennesker bør opføre os i vores komplekse samfund. Men hvad med dem som står bag disse programmer? Er de lige så dobbelt-moralske og entydige som dem, der ofte bliver udstillet i alle disse programmer? Dette spørgsmål tager “Confessions of a Dangerous Mind” op til overvejelse, ved at give os et billede af en ægte og særdeles forstyrret og selvdestruktiv TV-personlighed, som engang skabte nogle af TV-verdenens mest succesfulde udsendelser. Og ligesom vi kommer i tvivl om ægtheden af disse produktioner, kommer vi i tvivl om, om denne personlighed i virkeligheden ikke blot er endnu et fabrikeret element i nutidens medieverden.

[image=2613]

“Confessions of a Dangerous Mind” handler om Chuck Barris… manden som kreerede yderst populære amerikanske TV-shows såsom “The Gong Show” og “The Dating Game” (sidstnævnte optrådte senere på dansk TV som “Knald eller fald”). Barris hævdede i sin selvbiografi (som denne film er baseret på), at han på et tidspunkt i sin karriere blev hyret af selveste CIA til at fungere som hemmelig agent, med det mål at likvidere folk for den amerikanske institution. Barris har, i følge sig selv, til dato i alt 33 mord på samvittigheden som følge af sin karriere som CIA agent. Men hver eneste gang Barris af medierne bliver spurgt om sit forhold til CIA, udtaler han at han ingen kommentarer har – så om han taler sandt eller ej, er der ingen der rigtig ved (bortset fra Barris selv, selvfølgelig). Personligt må jeg tilstå, at det hele virker for langt ude og åbenlyst skørt til at kunne være sandt. Filmen (som handler om Chuck Barris’ liv fra han blot var en ambitiøs ungkarl til hans transformation til et diffust og relativt sindsforvirret menneske) synes også at forholde sig således til Barris’ beretninger.

George Clooney beviser her med sin debut som instruktør, at han er en yderst kompetent af slagsen. Filmen er utrolig gennemført, specielt på det tekniske plan. Den Oscarvindende klipper Stephen Mirrione og fotograf Newton Thomas Sigel (som også gav den oversete og aldeles brillante film “Three Kings” et forbløffende unikt look) har hjulpet Clooney med at gøre “Confessions of a Dangerous Mind” til noget af en filmisk virtuos bedrift. Filmen indeholder nogle af de flotteste (og unaturligt naturlige) scene-overgange, jeg nogensinde har været vidne til. Det lyder måske ikke som noget, den gængse biografgænger nødvendigvis vil bide mærke i, men det er umuligt ikke at blive betaget af Clooney’s solide håndværk. Brugen af farver, lyd og musik, er alle med til at gøre os forvirrede, og med til at få os til at tvivle på, hvad der egentlig er rigtigt, og hvad der blot er et resultat Barris’ egen indbildning.

[image=2611]

Sam Rockwell (nok bedst kendt for sin rolle som den paranoide og febrilske Guy Fleegman i den fremragende komedie “Galaxy Quest” fra 1999) stjæler filmen fuldstændig i rollen som Chuck Barris, på trods af, at han er omringet af adskillige store skuespiller-profiler. Hans rolle er utrolig kompleks, men Rockwell håndterer den yderst professionelt og med stor elegance, så vi aldrig er helt med på, hvor Barry vil hen og hvorfor, hvilket helt klart er intentionen. George Clooney optræder selv som Barrys “mentor”, som opsøger den kære Barry og giver ham instrukser, og leverer diverse moralske fortællinger, som pirrer Barrys allerede ustabile psyke.

Drew Barrymore spiller Barris’ kæreste Penny, og frøken Barrymore har aldrig været bedre. Hun leverer en påfaldende følelsesladet præstation, som hjælper Barris ved at gøre ham til en mere human karakter. Julia Roberts spiller en gådefuld kvinde, som måske (måske [i]ikke[/i]) har til hensigt at hjælpe Barris med at fuldføre hans missioner. Den bedste birolle-præstation bliver dog uden tvivl leveret af Rutger Hauer som en aldrende øst-europæisk lejemorder, i sin bedste præstation siden “The Hitcher”. Et par andre opsigtsvækkende gæsteoptrædende dukker også op, men at afsløre hvilke, hvornår og hvorfor ville være synd for dem, som endnu ikke har set filmen.

Manuskriptet er skrevet af Charlie Kaufman, geniet bag manuskripterne til to af de senere års største mesterværker: “Being John Malkovich” og “Adaptation”. Hans manuskript til “Confessions of a Dangerous Mind” er knap så raffineret, måske pga. det faktum, at den banebrydende hr. Kaufman denne gang har skrevet et værk baseret på en bog, som allerede har været udgivet (ikke just det han gjorde med “Adaptation”), og som allerede virker fuldstændig usandsynlig og urealistisk. Men lige som med sine andre værker leverer Kaufman dialog og karakterer af stor dybde og kompleksitet, og her kan det også ofte være svært at sige, hvor skillelinien mellem virkelighed og fiktion befinder sig. Men det er selvfølgelig uretfærdigt at sammenligne dette manuskript med de to førnævnte, da forskellen på dem alle er stor. Kaufmans ofte unikke blend af komedie og tragedie figurerer også i dette manuskript, og det virker oftest ganske udmærket. Der er både masser af tænksomme øjeblikke i filmen og talrige tidspunkter, hvor det er svært ikke at bryde ud i åbenlys latter. Der er meget få steder i filmen, hvor humoren virker malplaceret.

[image=2612]

Kort om filmen

“Mit navn er Charles Hirsch Barris. Jeg har skrevet popsange, jeg har været tv-producer. Jeg er ansvarlig for at have forurenet æteren med hjernedød, barnagtig underholdning. Derudover har jeg dræbt 33 mennesker”

Den vilde og voldsomme historie om Chuck Barris´ dobbeltliv, som tv-producer om dagen og CIA snigmorder om natten, fortælles af George Clooney i hans debutfilm som instruktør.

Ads by MGDK