Manden bag en af de sidste par års absolutte største filmiske kronjuveler, brasilianske Fernando Meirelles, er endelig tilbage i instruktørstolen. Denne gang med en engelsksproget film med et engelsksproget cast. Men hvis Meirelles’ pludselige overgang til den mere kommercielt orierenteret amerikanske filmindustri får dig til at fortvivle og overveje at anklage ham for landsforræderi og sammensværgelse med djævlen, så tænk om igen. Maestroen bag “City of God” har i “The Constant Gardener” – baseret på engelske John Le Carrés roman – genskabt den vibrante og dynamiske billedside, som var så dragende i hans tidligere epos, som også tjener den mere intime og personbaserede, omend lidt mere konventionelle, fortælling, der er til stede i denne film.

Ralph Fiennes spiller en britisk diplomat, Justin, hvis hustru og dedikerede aktivist, Tessa, bliver myrdet, øjensynligt mens hun undersøger et enormt medicinalfirma, som hun mistænker for at udnytte fattige, afrikanske borgere som forsøgsdyr. Det lyder som et klassisk setup for en standard paranoia-krimi, men “The Constant Gardener” er langt mere original end som så og på trods af en smule forventet prædiken, er dette en forbavsende stærk og modig thriller, som formår at fortælle den klassiske fortælling om det isolerede individs kamp mod den grumme, globale koncern uden at fremstå hverken pompøs eller klamt belærende.

Forfatteren Le Carré bor selv i Kenya, hvor filmen foregår, og har en smule politisk erfaring i form af diplomatisk arbejde, ligesom Fiennes’ karakter. Hvis man er hurtig og har lidt af et falkeøje, kan man endda nå at læse en lille erklæring fra forfatteren til slut i rulleteksterne, hvor han gør opmærksom på, at filmen ikke er baseret på decideret virkelige hændelser, men at hans stærke erfaring siger ham, at situationen i filmen ikke er langt fra den virkelige, korruptionsfyldte hverdag. Le Carrés erfaringer giver filmen et tydeligt stænk af troværdighed og autensitet, som blot gør den endnu mere skræmmende.

Fiennes er fremragende i hovedrollen som Justin. Ikke nogen overraskelse dér. Ofte vælger Meirelles at dvæle på Fiennes’ ansigt, som siger mere, end flere siders tør eksposition nogensinde kunne klare. Igennem hele filmen er Justin en lettere usikker og forsigtig gentleman, og selv når han mister sin kone og endelig vælger at skride til handling, holder Fiennes fast i figurens oprindelige karaktertræk, i stedet for at gå over i opblæst [i]action-mode[/i]. Rachel Weisz er også ganske god. Hun er i starten lidt svær at tyde og synes at svinge lidt unaturligt frem og tilbage som et følelsesmæssigt pendul, men man indser hurtigt, at det stemmer overens med hendes nysgerrige, fiktive personlighed og hendes intense jagt på sandheden. Det primære britiske cast byder også på andre højdepunkter, såsom en dejligt glubsk Bill Nighy og en oppumpet Pete Postlethwaite.

Tilhængere af “City of God” vil føle sig godt tilpas i denne films univers, som byder på det samme hektiske kamera- og klippearbejde, der på enormt effektiv vis intensiverer historien og atmosfæren. Kenyas fattige landsbyer bliver portrætteret på cirka samme facon som Rio de Janeiros slumkvarterer – kedelige, tørlagte og uden det store håb for frelse. Musikerne Ed Cortês og Antonio Pinto danner også igen par og leverer et af årets absolut bedste og mest stemningsfulde scores. Det er dejligt at se, at Meirelles ikke har tilsidesat sin personlige stil for et mere stilrent og ordinært look, som man kunne have frygtet, at afgangen fra Brasilien kunne have betydet.