Jeg tror på Gud, Gabriel og Satan, men mest af alt på Constantine. Balancen mellem Himmel og Helvede er truet i denne visuelt imponerende og velfortalte historie om kampen mellem det gode, det onde og manden i midten, der kan genetablere balancen mellem de to verdener, den komplekse John Constantine. I kraft af karakterernes dybde, historiens diversitet og den betagende scenografi bliver “Constantine” en særpræget oplevelse.

Keanu Reeves er John Constantine. Hvor Reeves i “Djævelens Advokat” (1997) var helvedets forsvarer, er han her dommer, og dommen er den samme hver gang; en returbillet til underverdenens uvelkomne dæmoner. Gud og Satan har en aftale om, at engle og dæmoner ikke må være på jorden og påvirke menneskers handlinger, som vil være udslagsgivende for om efterlivet skal leves i skyer eller flammer. De såkaldte half-breeds, halvt menneske halvt engel eller halvt menneske halvt dæmon, må gerne færdes på jorden, for de ligner almindelige mennesker, næsten overfor alle. Constantine ser dem dog som de i virkeligheden er og de ser ham. Balancen brydes imidlertid og rigtige dæmoner dukker op på jordens overflade.

Banen er kridtet op til hvad der på papiret måske lyder som den sædvanlige omgang mellem det gode og det onde, men “Constantine” overrasker med dens fabelagtige figurer, som udover hovedpersonen byder på den mægtige heksedoktor Papa Midnite (spillet af den kraftfulde Djimon Hounsou) og politikvinden Angela Dodson, der er en yndig ulv i fåreklæder. Karakteren Dodson giver Rachel Weisz meget at arbejde med og Weisz viser, hvor stort et talent hun egentligt besidder. Manden bag denne forbandet fine filmatisering af tegneserien Hellblazer er debutinstruktøren Francis Lawrence, som ligesom David Fincher og Michel Gondry har sine rødder i musikvideoer. Lawrence har øje for de små detaljer, som sætter prikken over det berømte i. Vinklerne der filmes fra varieres meget og billedstilen er ligesom de visuelle effekter helt i top.

Helvedets kræfter har været portrætteret på det store lærred mange gange, men for det meste uden held. “Exorcisten” (1973) og “Rosemary’s Baby” (1968) er dog undtagelser der bekræfter reglen. Begge films succes kan blandt andet skyldes deres nedtonede stil, hvor handlingen foregår i realistiske rammer, der dermed giver filmene et troværdigt univers. Skildringen af Helvede i “Constantine” er en stor bedrift, for det bliver ofte en stereotyp og utroværdig skildring af et sted, som vi alle har en formodning om hvordan ser ud. Helvedet ligner en evigt brændende apokalyptisk storby i filmen. Dette bud på Helvedet er det mest overbevisende jeg har set på film, og hvis man en dag skulle ryge den vej, så har virkeligheden noget at leve op til.

John Constantine lider af dødelig lungekræft. Helvedets yngel kan ikke tage livet af ham, men det kan de berømte hvide ligkistesøm. Det er en antirygekampagne, der vil noget. Sammen med små ironiske kommentarer, som f.eks. en diskret lille fuckfinger fra Constantine til Helvedets Herre, er kampagnen ujævnheder i en ellers helstøbt film, men det kan tilgives, for Gud hvor har “Constantine” meget andet betagende at byde på.