FilmenEfter at være blevet dødeligt forgiftet vågner Chev Chelios op i sin lejlighed og finder hurtigt ud af, at den eneste måde han kan overleve, er ved at holde pulsen oppe og adrenalinen kørende. Giften har nemlig sat en stopper for hans naturlige adrenalinproduktion, og medmindre han kaster sig ud i det ene larmende stunt efter det andet, vil han dø.
[image=18302]
Det viser sig at, et hit på den kinesiske mafialeder Don Kim ikke helt gik som planlagt. Dette har fået de lokale gangstere til at se sig sure på Chelios – så sure, at de helst vil se ham sprælle lidt inden han stiller træskoene. Heldigvis er lejemorderen Chelios ganske hovedløs af natur, og filmen er ikke mange minutter gammel, før klipning, musik og Chelios selv kører i højeste gear.
Konceptet er set før. For godt 10 år siden skulle Keanu Reeves og Sandra Bullock holde en bus på en hastighed over 75 km/t, ellers ville den sprænge i luften og slå de uskyldige passagerer ihjel. I “Crank” er der dog ingen uskyldige passagerer, og Chelios i Jason Stathams skikkelse er det eneste, der er i fare for at komme galt afsted. Det gør “Crank” til en ganske unødvendig og uvedkommende sag, for Chelios vækker ikke mere interesse end selve bussen i “Speed” og Statham har ikke meget spillerum som tom, bitter [i]tough guy[/i].
[image=18299]
For at få publikum med på adrenalinturen byder “Crank” på en hæsblæsende klipning og kameraføring. En del overflødig brug af CGI og filtre forsøger at peppe billedsiden yderligere op. Det er en flot, forvirrende og i sidste ende plastik-agtig billedside, der på sin vis stemmer fint overens med filmens indhold.
Meget passende starter og slutter “Crank” med 80’er-agtig computergrafik og ender sågar rulleteksterne med det klassiske [i]Game Over[/i]. Det problematiske ligger i følelsen af, at intet på noget tidspunkt var på spil.
[image=18301]
VideoDvd’ens indhold taget i betragtning er billedkvaliteten et lille plaster på såret. Billedet står knivskarpt og giver rig mulighed for at nyde filmens visuelle krumspring. “Crank” står i anamorphic 1.77:1 aspect ratio, og bortset fra en anelse edge enhancement er billedfladen helt fri for artefakter og fejl.
AudioLydmæssigt fører “Crank” sig frem med et udmærket men ikke fremragende lydspor. Der er godt gang i frontkanalerne, men subwoofer og baghøjtalere kunne godt være brugt oftere. Dvd’en indeholder udelukkende et engelsk Dolby Digital 5.1 lydspor – et tungere mix, måske i DTS, kunne måske have sat ekstra gang i sagerne. Både dialog og musik er klar og tydelig, så lydsporet opfylder de basale krav.
[image=18294]
EkstramaterialeUdover et par trailers inden filmen indeholder “Crank” intet ekstramateriale.