[b]Højspændt action på bizart overdrev[/b]

Hver generation, hver sin actionhelt, og en af vores tids ubetinget største actionhelte er Jason Statham. Selvom han startede karrieren som fast inventar i Guy Ritchies stand med roller i bl.a. “Revolver” og “Snatch”, synes den britiske skuespiller at være allestedsnærværende indenfor fuldblods actionfilm. Rollerne i bl.a. “Death Race”, “Transporter”-filmene og “Crank” har i lynfart slået Jason Stathams navn fast som en sikker vinder, der leverer varen som kæk og hårdtslående actionbøf. Hvis man troede, at “Crank: High Voltage” ikke skulle være i stand til at understrege ovenstående, tages der grusomt fejl.

Plottet i “Crank”-efterfølgeren er præcis lige så ligegyldigt for underholdningsværdien, som det var i den første film. Faktisk er gaspedalen trådt så meget i bund, at der glemmes alt om plot og enhver form for realisme. Lejemorderen Chev Chelios har mirakuløst overlevet et vanvittigt fald ud fra en helikopter, og hans krop er blevet skrabet af vejen med sneplov og bragt til et kinesisk mafiahospital. Chelios’ hjerte er imidlertid blevet udskiftet med et kunstigt, der konstant skal oplades, da den kinesiske mafia har en idé om, at alle hans organer er overmenneskelige. Det udvikler sig naturligvis til en absurd jagt efter hjertet, mens alt, der kommer i vejen, smadres til ukendelighed.

“Crank: High Voltage” er en ekstrem og vanvittigt sprudlende oplevelse, der på ingen måde følger konventionelle filmregler eller plotstrukturer. Alle elementer i filmen er udelukkende fremstillet for at blive smadret til ukendelighed eller blive slæbt ud på et bizart overdrev med det eneste formål at holde den adrenalinpumpet underholdningsværdi helt i top. Dette er ikke en film, men et altoverdøvende brøl, der vælter ukontrolleret frem gennem enhver form for lydmur.

Selvom “Crank: High Voltage” ikke ligefrem lægger skjul på den store indflydelse fra computerspilæstetikken – som set i en række andre nyere actionfilm såsom “Shoot ’em Up” og “Running Scared” – er det ikke før set så løssluppent og ude af kontrol. Mens Chelios tæsker alt og alle i et blodigt koffeinrus i takt med et energisk soundtrack, tvinges man som publikum ind i en altomgribende kaosvision. Alt er eksplicit og opfindsomt udstillet, lige fra en pumpgun i rektal-action til sex på en væddeløbsbane.

Filmens styrke som nådesløs actionbrag er samtidig dens tilbagevendende svaghed. Ingen tvivl om, at collagen af de visuelle godbidder er tomme kalorier, der mæskes hurtigt og grådigt, så længe det nu varer. Godteposen er skam fyldt op til renden, men det er en engangsoplevelse, der vælter kegler udelukkende i kraft af et smittende diasshow af gennemført latterlige actionsekvenser med et diabolsk glimt i øjet – og ikke mindst med en utrolig sans for at springe den ene grænse efter den anden, uden at det bliver trivielt eller trættende.