[b] Filosofisk og fantasifuld forhistorie[/b]

Før den menneskelige race omfavnede rationaliteten og fornuften, levede den som forskræmte hulemænd i skjul for den farlige verden. Råstyrke og skepsis over for alt nyt dominerede det primitive menneske, indtil vi lærte, at naturen kan omformes og bruges. Pinde kan blive til spyd, dyreskind kan blive til sko, et par sten og tørre kviste kan blive til ild. Disse opfindelser markerer overgangen fra det primitive menneske til det moderne, rationelle individ. Sådan fremstilles historiens gang i hvert fald i DreamWorks’ overraskende filosofiske og fantasifulde familiefilm, “The Croods”, hvor en familie af hulemænd pludselig tvinges ud på en færd, der vender op og ned på deres verdensbillede.

Hos familien Croods følger vi først og fremmest teenagepigen Eep, der ikke er tilfreds med, at alting åbenbart er så farligt, at hun skal tilbringe det meste af sit liv i en lille hule sammen med sin kedelige familie. En dag møder hun imidlertid drengen Guy, der ingenlunde matcher hende i styrke, men som til gengæld bruger sit intellekt til at lave redskaber af naturen omkring sig. Han advarer Eep om, at verden er ved at gå under, og inden længe må familien Croods sande, at livet i hulen er fortid. Men faderen, Grug, har svært ved at acceptere, at fremtiden ikke længere ligger hos de stærkeste, men hos de klogeste.

Der er altså på én og samme tid dømt teenageoprør og menneskelig evolution i “The Croods”, som flot sammenvæver sin filosofiske fortolkning af forhistorien med sin moderne beretning om en ung pige, der ønsker at bryde fri af sin fars patriarkalske og konservative lænker. Det er dog hverken tørt eller belærende, for filmens univers er ikke realistisk, men meget, meget fantasifuldt med mærkelige og farverige dyr, planter og naturfænomener, der i hvert fald aldrig har sat fod på denne jord. Dermed er der sikret flot animeret underholdning hele vejen igennem den noget trivielle historie.

For selvom der er mange lag og flere fine pointer, så er selve plottet ikke videre opfindsomt, og filmen byder ikke på mange nævneværdige overraskelser. Det gør nu ikke så meget, ligesom det heller ikke gør så meget, at karakterernes udvikling også er rimelig forudsigelig fra start af, for der gives faktisk lige god plads til både Eep, Guy og Grug, således at man hen mod slutningen næsten bliver i tvivl om, hvem der er den egentlige hovedperson. Dermed bliver de alle troværdige figurer og ikke bare kedelige stereotyper.

Flere gange brister illusionen dog, da manuskriptet visse steder slet og ret er elendigt. Under flere af de afgørende scener bliver man pinligt bevidst om filmens trivialiteter, som man ellers havde glemt for en for en stund. Men for det meste er “The Croods” sjov underholdning for store såvel som små tilskuere – den rummer gode værdier og en fejende flot billedside, der ser eminent ud i 3D. Hverken visuelt eller indholdsmæssigt er “The Croods” helt oppe på Pixar-niveau, men der er altså tale om god underholdning, der også giver en smule stof til eftertanke.