Historien om en moder?Trods de mange store danske navne på plakaten skal man ikke lade sig narre af Simon Stahos nyeste film, “Daisy Diamond”. Det er hverken Bier eller sågar Trier, dette sortsynede lille stykke filmkunst, der ikke giver ved dørene og heller ikke tilbyder sit publikum en faldskærm på sin brændende kollisionskurs lige lukt i afgrunden. Ifølge instruktøren selv er det en film om det at være mor og kvinde, men historien har næsten mere travlt med at vise os den gradvise fornedrelse af en afmægtig pige i et perverst og kynisk Danmark på vrangen.

Skønt instruktøren Staho er vendt tilbage til sit hjemland, Danmark, efter den blændende “Dag og nat”, samt det skæve festfyrværkeri “Bang bang orangutang”, der begge foregik i Sverige, så er omdrejningspunktet i “Daisy Diamond” stadig svensk. Den altoverskyggende hovedrolle spilles af svenske Noomi Rapace, hvis karakter, skuespilleren Anna, er det konstante midtpunkt i fortællingen. Rundt om hende har instruktøren befolket sin version af dagens Danmark med en stjerneparade af kendte navne såsom Trine Dyrholm (nu med strap-on!), Sofie Gråbøl, Dejan Cukic (i [i]drag[/i]), Thure Lindhardt og Jens Albinus, der hver især glimter iskoldt i en række fandens modbydelige biroller. For Stahos syn på samfundet, og i særdeleshed på underholdningsindustrien, er mærket af en begsort troldsplint, hvis kalejdoskopiske effekt serverer et misantropisk og sadistisk billede af mennesket – og navnlig kvinden – som den ultimative brugs(-og smid væk-)genstand. I den forstand er Lukas Modyssons seneste produktioner ikke langt væk i tankerne.

Den første halvdel af filmen centrerer sig primært om Annas dilemma i forhold til sin datter og det tabuiserede had/kærligheds-forhold, hun har til den evigt skrigende baby, men efter en række scener, der synes at gentage den samme konflikt igen og igen (barnet holder moren fanget gennem sit skrigeri, hvilket medfører, at Anna fejler sin udtagelsesprøve til diverse film og teaterstykker), aner man, at fremdriften er sat i bero: Livet, som vi er vidne til, er måske i virkeligheden et lille helvede på jord, efter Sartres devise om, at helvedet er andre mennesker – og her peger Satans drillende pegefinger specifikt på det ellers fredede afkom.

En endelig skæbnesvanger handling udløst af afmagt får dog historien til at tage en drejning, og nu bliver det private helvede på tomandshånd afløst af Annas skyldbetyngede overgivelse til omverdenens sadistiske udnyttelse af hende. Hun går fra skuespiller og mor til pornomodel og prostitueret. Vejen ned er lang og synes endeløs, og bedst som man tror, bunden er nået, får vi serveret endnu en afgrund, som Anna kan styrte sig ned i. Hele affæren kan lidt sammenlignes med at kravle gennem glasskår i over halvanden time, hvilket er en oplevelse man helt sikkert vil huske i lang tid, men egentlig ikke har lyst til at udsætte sig selv for igen.

Og her tegner filmens problem sig med al tydelighed: Vi skal trækkes gennem modbydelighederne sammen med hovedpersonen, men hvad er det lige, instruktøren vil fortælle os med alle disse pinsler? Er det en fortælling om kvinders strabadser i et patriarkalsk samfund? Er det et forsøg på at hudflette moderskabets tabuiserede antipati overfor barnet? Eller hader Staho virkelig menneskeheden så meget, som det forekommer i billedet af disse dekadente, kyniske og fornedrede homo sapiens?