James Bond og hans mange følgesvende med navne som Ethan Hunt og Jason Bourne har på mange måder ændret og fordrejet vores opfattelse af, hvordan spionverden ser ud, og takket være dem giver selve ordet [i]spion[/i] hurtigt associationer til eksotiske steder, endeløse slagsmål og rappe sportsvogne.
[image=65741]
Året er 1973, og den kolde krig har sat sit præg på det europæiske landskab. I den engelske efterretningstjeneste lurer en ubehagelig mistanke om, at en fordækt muldvarp i al hemmelighed arbejder for Sovjet, og den mistanke bliver for alvor bestyrket, da en engelsk agent skydes ned i Ungarn. Den nu pensionerede spion George Smiley bringes ind for at finde det rådne æble og må med hjælp fra en ung agent både trænge ned i fortidens minder og ind bag efterretningstjenestens inderste mure.
[image=65742]
Filmen er fyldt til bristepunktet med formidable skuespillere fra den ældre og yngre generation – og har sågar danske David Dencik i en lille, men mindeværdig rolle – men alligevel er det ikke til at komme uden om Gary Oldman i den centrale og Oscar-nominerede hovedrolle som George Smiley. Oldman kan være manisk og opslugende som få, men det er en ren fornøjelse at se ham spille på helt andre strenge her. Som mesterspionen er han stilfærdig, melankolsk og underspillet, men samtidigt evigt kalkulerende og temmelig hensynsløs, når det gælder. Han er ikke en mand, der griber til forhastede beslutninger, men som roligt ræsonnerende vurderer situationen, og hans tavshed er mindst lige så sigende som hans tale. Kun én gang gennem hele filmen hæver han stemmen, og da det endelig sker, er det lige ved, at man får sådan et chok, at man flyver ud af biografstolen. Det er stærk, selvsikker og modig skuespils- og fortællekunst.
[image=65743]