[b]En verden af iskold mistro[/b]

James Bond og hans mange følgesvende med navne som Ethan Hunt og Jason Bourne har på mange måder ændret og fordrejet vores opfattelse af, hvordan spionverden ser ud, og takket være dem giver selve ordet [i]spion[/i] hurtigt associationer til eksotiske steder, endeløse slagsmål og rappe sportsvogne.

Virkeligheden er dog som bekendt ofte af en helt anden støbning, og det vidste ikke mindst John le Carré, der selv arbejdede i den britiske efterretningstjeneste, da han begyndte at skrive sin klassiske roman “Spionen der kom ind fra kulden”. Denne blev senere fulgt op af “Dame, Konge, Es, Spion” (der tidligere er blevet filmatiseret i 1979 som en tv-serie med Alec Guinness i hovedrollen), og her er de luksuriøse omgivelser erstattet med anonyme kontorbygninger, og skuddueller med kølig intrige, men ikke desto mindre er det et mindst lige så fascinerende sted at opholde sig – hvis ikke mere.

Året er 1973, og den kolde krig har sat sit præg på det europæiske landskab. I den engelske efterretningstjeneste lurer en ubehagelig mistanke om, at en fordækt muldvarp i al hemmelighed arbejder for Sovjet, og den mistanke bliver for alvor bestyrket, da en engelsk agent skydes ned i Ungarn. Den nu pensionerede spion George Smiley bringes ind for at finde det rådne æble og må med hjælp fra en ung agent både trænge ned i fortidens minder og ind bag efterretningstjenestens inderste mure.

Filmen er instrueret af svenske Tomas Alfredson, der stod bag den formidable “Lad den rette komme ind”, som vendte op og ned på vampyr-klicheerne og gav dem et skud frisk blod. Derfor er det også dybt tilfredsstillende at opleve, at hans “Dame, Konge, Es, Spion” ligeledes føjer noget hårdt tiltrængt vitalitet til den udtrådte spion-genre. Ved at dykke ned i fortiden fremstår denne film ironisk nok med en friskhed og opfindsomhed, man ikke har set i evigheder, og Alfredson sætter filmen sammen med et fortrinligt håndværk. Ligesom historien selv er hans kamera køligt observerende og i rolig bevægelse, og nærbilleder anvendes forholdsvis sjældent, således at man automatisk skærper opmærksomheden, hver gang de er i brug.

Filmen er fyldt til bristepunktet med formidable skuespillere fra den ældre og yngre generation – og har sågar danske David Dencik i en lille, men mindeværdig rolle – men alligevel er det ikke til at komme uden om Gary Oldman i den centrale og Oscar-nominerede hovedrolle som George Smiley. Oldman kan være manisk og opslugende som få, men det er en ren fornøjelse at se ham spille på helt andre strenge her. Som mesterspionen er han stilfærdig, melankolsk og underspillet, men samtidigt evigt kalkulerende og temmelig hensynsløs, når det gælder. Han er ikke en mand, der griber til forhastede beslutninger, men som roligt ræsonnerende vurderer situationen, og hans tavshed er mindst lige så sigende som hans tale. Kun én gang gennem hele filmen hæver han stemmen, og da det endelig sker, er det lige ved, at man får sådan et chok, at man flyver ud af biografstolen. Det er stærk, selvsikker og modig skuespils- og fortællekunst.