[b]Den skjulte underside[/b]

Der er næppe noget, der er meget mere æggende for lysten end at få at vide, at noget, man allerede begærer, er vanskeligt eller forbudt at få. Af samme årsag er forholdet mellem en psykiater og hans patient et oplagt emne i filmverden, så længe vi da kan være sikre på, at det etiske hensyn bliver tilsidesat til fordel for begæret – og det har det sjovt nok med at blive ret så tit i filmene.

Det er dog sjældent så berømte et forhold som det, der efter sigende var mellem den berømte psykolog Carl Jung og hans patient Sabina Spielrein på et tidspunkt, hvor psykoanalysen og dybdepsykologien stadig var i færd med sine første spæde skridt. Da filmen starter i 1904, er den 29-årige Jung stadig blot en relativt uprøvet herre, der er blevet ansat på et psykiatrisk institut. Hans metoder tager udgangspunkt i forbilledets Sigmund Freuds berømte teorier, og han anvender derfor samtaleterapi som den grundlæggende metode.

Til institutionen kommer den unge, skrøbelige Spielrein, der umiddelbart fremstår voldsomt forstyrret, men som viser sig at indeholde både intelligens, lidenskab og en forbløffende forståelse for psykiatri. Kort sagt alle de egenskaber, som Jungs trofaste og blide kone ikke besidder. Deres forhold udvikler sig i stigende personlig retning, efterhånden som hun kommer under behandling, og flere og flere lag af hendes traumer bliver blotlagt. Samtidigt bliver hun også anledning til en korrespondance mellem Freud og Jung, og Freud begynder mere og mere at se Jung som hans kommende arvtager.

Filmen er instrueret af David Cronenberg, men fans af hans film vil måske blive en smule overraskede over, hvordan denne film fremstår. Underbevidste tanker har ofte været et stort tema i hans film, men hvor Cronenberg tidligere har været en mand af ekstreme udtryk, har stilen mere og mere trukket sig bort fra den fysiske manifestation og mere mod det uudsagte. I “A Dangerous Method” er der ingen af de karakteristiske øjeblikke med hensynsløs vold, kødeligt fordærv eller talende skrivemaskiner, men alligevel får man konstant en følelse af en slags klinisk brutalitet i fortællingen.

Filmen er dog ikke fri for chokerende scener, og den indledes med Sabina Spielreins lidelser og anfald (spillet fuldstændig overbevisende af Keira Knightley), men samtidigt også så voldsomt og hysterisk, at man tager sig selv i at spekulere på, hvordan i alverden filmen dog skal komme videre herfra. Det gør den dog imidlertid, og i stedet trækker historien mod et klassisk kærlighedsdrama, som samtidig også er en opdagelse af det underbevidste. Man refererer hyppigt til Freud som en af dem, der afslørede, at der ofte er skjulte motiver bag vores handlinger, og det samme gør sig gældende i filmen, hvor forholdet mellem Jung og Freud viser sig ikke helt at være den harmoniske forening af to videnskabsmænd, man kunne håbe på. Venlig og høflig tale kan dække over noget helt andet, og selvom alt på overfladen er ro og glade dage, så er kriserne hurtigt ved at vælte ud af skabet.