En afsporet togrejseEt godt stykke inde i “The Darjeeling Limited” beretter en kvinde, at der er en tiger løs, og at den har ædt en af klosterets søsters brødre. Francis, en af filmens hovedpersoner, kan ikke lade være med at grine over den bizarre nyhed, men sættes straks på plads med beskeden: [i]”Jeg er skam alvorlig”[/i]. Det er mere eller mindre filmen i en nøddeskal. Den er alvorlig og pjattet i én og samme sætning, og efterlader ofte tilskueren i tvivl om præcist, hvordan man bør reagere. Filmen er instrueret af Wes Anderson, der netop synes at have gjort den utrygge latter til sit varemærke, men som her også forsyner den med en vis magisk hjertevarme.

Det er historien om tre brødre, der skal genforenes gennem en togrejse i Indien. Inden vi kommer så vidt, indledes filmen dog med en kortfilm ved navn “Hotel Chevalier”, hvori en af brødrene har et stævnemøde med sin tidligere kæreste i skikkelse af en meget afklædt Natalie Portman. Herefter indledes selve filmen med en fornøjelig kort cameo af Bill Murray, der endnu en gang viser, at han er en af de få skuespillere, hvis blotte tilstedeværelse næsten er komisk i sig selv. Francis, den ældste af brødrene, har efter en voldsom motorcykelulykke besluttet sig for at samle de tre igen efter mange års uoverensstemmelser og stridigheder.

Brødrene Francis, Peter og Jack mødes derfor i toget ‘The Darjeeling Limited’, der er indrettet som en slags multikulturel indisk smeltedigel af en sådan charme, at man næppe nogensinde ville have lyst til at forlade det igen, hvis man rent faktisk fandt det. Hver især bærer de på en følelsesmæssig bagage efter deres faders død, samt en rent fysisk en af slagsen i form af hans enorme mængder af matchende tasker. Inden længe viser det sig dog, at Francis ikke har fortalt hele sandheden om deres møde, og de kommer snart på en uventet rejse.

Wes Anderson og hans to medforfattere tog eftersigende selv på en rejse gennem Indien i forberedelse til manuskriptet, men det har dog ikke just resulteret i en dokumentarisk præget film. I stedet har landet en ironisk eventyrlig kvalitet, der dog bliver brudt enkelte steder, når virkeligheden trænger sig på. Filmen er fortalt med en afslappet rytme, hvor historien ofte synes at bevæge sig langt ud på diverse afstikkere, inden handlingen atter kører mod målet. Det er måske også en sandhed med modifikationer, eftersom filmen ikke er synderligt interesseret i at fortælle historien i konventionel forstand.

De tre brødre bærer alle på en mere eller mindre usagt krise, og ofte fornemmer man en afgrund, der kun lurer lige under overfladen. Owen Wilsons nu velkendte personlige krise føjer en betydelig vægt til hans rolle, der i ryk pludselig synes meget vedkommende. Som Francis er han evigt optimistisk og pågående i en grad, hvor man hurtigt fornemmer, at han dækker over et eller andet. Jason Schwartzman giver Jack en smag af halvt playboy/halvt forsmået ekskæreste, og som Peter er Adrien Brody den mest normale, men alligevel ikke så lykkelig som han burde være. I en af filmens mest tragiske og ganske uironiske øjeblikke formår han også at bevæge med ganske få virkemidler.