[b]Mørkets ridder stiger til tops[/b]

For fire år siden, efter “The Dark Knight” havde skovlet en milliard dollars ind på verdensplan, blev instruktøren Christopher Nolan – ganske forståeligt – spurgt af Los Angeles Times, om han var interesseret i at lave en tredje Batman-film. Den engelske filmmager svarede nærmest opgivende: [i]”Hvor mange gode treere kan du nævne?”[/i] Og Nolan havde en pointe. Perler som “Ringenes herre: Kongen vender tilbage”, “Toy Story 3” og “The Bourne Ultimatum” er sjældne, hvorimod brølere som “The Matrix Revolutions”, “Spider-Man 3” og, ja, “Batman Forever” nærmest gror på træerne.

Men med “The Dark Knight Rises” har Nolan føjet endnu en svarmulighed til sit eget spørgsmål, for dette er ikke blot en hæderlig (og angiveligt sidste) fortsættelse til “Batman Begins” og “The Dark Knight” – det er den bedste del af en nu færdiggjort trilogi, som hermed har cementeret sin status som en af filmhistoriens mest helstøbte af slagsen. Og det tredje kapitels største triumf er, at den ikke bare i sig selv er en fremragende film, men at “The Dark Knight Rises” på fornem og opfindsom vis – gennem alt fra velvalgte flashbacks til alskens herlige twists – får smeltet alle tre dele sammen til en fabelagtig helhed. Og nej, naturligvis røber vi ikke én eneste af de twists. Men forbered jer på at skulle rokke kæben tilbage på led, når rulleteksterne begynder.

“The Dark Knight Rises” begynder otte år efter “The Dark Knight” og otte år efter, at statsadvokaten Harvey Dent – vansiret og chokeret over sin elskedes død – gik amok og slog en håndfuld mennesker ihjel, før Batman fik standset ham. Men for at forhindre, at den forherligede Dents blodrus fik slukket håbets sagte flamme i fortvivlelsens metropol, Gotham, tog Batman mordene på sin egen kappe. Bruce Wayne lagde derefter sit vanærede alter ego på køl og isolerede sig i sit enorme palæ. Men en ung, idealistisk betjent (spillet af en superb Joseph Gordon-Levitt) og Batmans tro væbner hos politiet, Jim Gordon (den evigt fantastiske Gary Oldman), fornemmer, at noget skummelt er under opsejling, og at byen snart vil få brug for mørkets ridder igen. De har ret.

Truslen mod Gotham forårsages af muskelbundtet Bane – en koldblodig kolos iført en maske, der får ham til at lyde som Darth Vaders grufulde storebror. Han spilles af Tom Hardy, der også brillerede i Nolans “Inception”, og som leverer endnu en af de uhyre intense, kompromisløse præstationer, der allerede er blevet hans varemærke (tjek ham ud i Nicolas Winding Refns “Bronson”). Bane er det første modstykke til Batman, som kan matche flagermusmanden på det fysiske plan, og det bliver for alvor klart i en storslået slåskamp, som trailerne har hentydet til, og som får adrenalinen til at koge, sveden til at pible og blodtrykket til at eksplodere. Kun “From Russia With Love” og “The Bourne Ultimatum” leverer slagsmål af samme kaliber.

[i]”Ingen har lavet så stor en film siden stumfilmsæraen”[/i] har Nolan selv påstået. Store ord, men det er svært at modsige den selvsikre instruktør, når tusindvis af statister går i flæsket på hinanden omsluttet af enorme, pansrede vogne, flammer og flyvende murbrokker. Nolan er tydeligvis modnet som actioninstruktør – her er ingen spor af den indimellem kaotiske kameraføring, der især plagede “Batman Begins”. Ligeledes er Anne Hathaway modnet som skuespiller. Jeg spekulerede selv over, om den søde, pæne 29-årige ville kunne portrættere en tvetydig, kampklar kvinde som Selina Kyle (bedre kendt som Catwoman – et alias, som aldrig nævnes i filmen), men hun er vidunderligt kryptisk, karismatisk og tilmed totalt troværdig, når hun uddeler tæsk. Og ja, kostumet fungerer sgu.