[b]Flagermus med slag i[/b]

Siden den talentfulde instruktør Christopher Nolan kom til roret på Batman-filmene, er det som om serien og også genren som sådan har oplevet en revitalisering. Universet omkring den kappeklædte helt er nu knapt så sort og hvidt, og det klædte ikke mindst vendepunktet “Batman Begins”, der var et imponerende festfyrværkeri af underholdning, dramatik og vægelsindede figursyninger. En stor bid af den film svælgede dog i den nødvendige forhistorie, mens efterfølgeren til gengæld går til biddet i første hug og derfor også har det afgørende ekstra at byde på.

Visuelt udgør andet udspil fra førnævnte instruktør stadig en anseelig andel af succesen. De mørke og dommedagsprofetiske scenerier, den velfunderede klipning og det oktanhøje tempo er strenge, som Nolan spiller på til fulde. Det kan være, at “Batman Begins” havde det, der skulle til, men med “The Dark Knight” er alle parametre imidlertid i top. Meget har været sagt om netop denne film i forbindelse med premierer og deslige, men mest har samtalen beroet på afdøde Heath Ledgers rolle som Jokeren al den stund, det på tragisk vis viste sig at blive hans sidste filmrolle. Med fare for at lægge sig ud med de største fans, kan det blot konstateres, at indsatsen bestemt er vellykket og mere end godkendt. Men adlet til ridder bliver han dog ikke af den grund af denne anmelder.

For der er mange andre store præstationer i “The Dark Knight”. Hovedrolleindehaveren Christian Bale er i sig selv sin indsats bekendt som et indesluttet og tilbagetrukket forretningsmenneske i Bruce Wayne på den ene side og et udfarende og hårdtslående modstykke i Batman på den anden. Han flankeres i bemærkelsesværdige biroller fra et par af de navne, der efterhånden nærmer sig pensionsalderen, men stadigvæk kan, når det gælder – Michael Caine og Morgan Freeman. Mens Batman bekæmper kriminaliteten i Gotham City, så kommer der både samspil og modspil fra den ny og frembrusende statsadvokat Harvey Dent, som fraterniserer med Waynes tidligere kvindelige bekendtskab Rachel Dawes. Det lurende trekantsdrama udebliver naturligvis ikke, er forrygende i de sitrende spændinger og udvikler sig ikke som forventet. De to spilles sårbart og indlevende af Aaron Eckhart og Maggie Gyllenhaal.

Ellers er opskriften velkendt. Problemer i storbyens underverden har vidtrækkende konsekvenser og forgreninger langt oppe i erhvervslivet. Og det skal der sættes en stopper for. Batman har sine metoder, det officielle politikorps ført an af James Gordon sine. Midt imellem står Jokeren. I navnets rette ånd ser han det scenarium som en oplagt leg med liv og død, mens byens mafia derimod føler sig truet på deres levebrød. Tingene sættes på spidsen, og den evigt storsmilende skurk leverer ofte ganske fantasifulde indslag, der sætter byen på den anden ende og giver Batman sit at se til.

Ligesom de lokale bladsmørere har Jokeren nemlig et udtalt ønske om at afsløre over for offentligheden, hvem der i virkeligheden gemmer sig bag Batmans mørke maske. Et ønske, som også flere gange undervejs indfinder sig hos helten selv. For hvor vigtig er han i virkeligheden for kriminalitetens opklaring, når han i højere grad er magnet for modstandernes forulempelse af byens borgere? Og burde lovens lange arm ikke selv kunne klare problemerne? Det kan de naturligvis ikke, og derfor er der masser af problemer at løse for den legendariske tegneseriehelt. Om noget er de mange sammenstød og optrin med til at understrege, at alt ikke er sort og hvidt. Billedet er mere nuanceret, end budskabet måske i første omgang forskriver.

Trods de alvorstunge skyer, der svæver over det formørkede Gotham City, så er “The Dark Knight” på mange måder også en munter film, hvor humoren florerer. Jokeren er ikke overraskende garant for en lang række gags og aparte indslag, men han er ikke den eneste, der leverer det nødvendige brændstof til at kunne trække på smilebåndet. Det ligger nemlig fast forankret i det fiktionsprægede univers, og derfor bliver filmen aldrig så dyster, som man kunne frygte. Nolan fokuserer på menneskets gode og dårlige sider, og derfor kommer vi hele følelsesregistret igennem i den godt toogenhalv time lange film. Hvis noget bør påpeges, så er det filmens længde, der er eneste hage ved en grundlæggende flot og veludført håndværksfilm.

Filmen er legeplads for de forskellige fraktioner, der udkæmper et veritabelt slag om magten med på den ene side skurkene, på den anden side helten og i midten de mere vægelsindede figurer, som skifter side undervejs. På et højere plan er filmen også skueplads for mentale magtkampe mellem konkurrerende politikere, ordenshåndhævere og mafiafolk, der alle vil have deres bid af kagen. Det er alle bidrag, der medvirker til undfangelsen af en stærkt underholdende film, hvor der ikke er levnet mange minutter til stille scener. Det kan derfor give stof til eftertanke, om det blot er staffage, der dækker over den ordinære fortælling. For nærværende anmelder var det dog mindre væsentligt.

[b]Video[/b]

“The Dark Knight” præsenteres i det skarpe anamorphic widescreen 2.40:1-format, der dog ikke imponerer. Der er særligt i filmens første halvdel utallige eksempler på digitale forstyrrelser og edge-enhancement, mens udtværinger ikke forekommer. Herudover er både farvetemperatur og kontrast dog på et konstant leje og transferet som sådan hæderligt.

[b]Audio[/b]

Bedre er det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor anlæggets højtalere for alvor kommer til deres ret. Dialogen er grundlæggende tydelig, og overstyringer er der ingen af. Det er dog de mange distinkte effektlyde, vellykkede lydpanoreringer og den stemningsfulde underlægningsmusik, der skaber de rette lydkulisser og dermed agerer solidt modspil til handlingens rum.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ud over et par trailere for aktuelle dvd-udgivelser er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.