Med “Dark Shadows” drager Tim Burton tilbage til rødderne med en film, der heldigvis minder mere om “Beetlejuice” end “Charlie og chokoladefabrikken”. Burtons foretrukne skuespiller, Johnny Depp, erobrer atter hovedrollen, og som sædvanligt er et skørt scenario i højsædet, men denne gang byder Burton velkommen til en oplevelse, der indeholder noget, man længe har savnet i hans film: Et nævneværdigt plot.

Ligesom den gængse tv-serie-intro starter “Dark Shadows” med at opremse en række begivenheder, og på denne diskrete facon ærer Burton hovedoplægget: Tv-kultserien af samme navn, der oprindeligt blev transmitteret fra 1966 til 1971. Burton får det bedste ud af den sære Barnabas’ møde med 70’erne, og instruktøren skaber en både enestående og morsom skildring af en tid, der var fornøjelig i sig selv. Man behøver egentlig ikke en vampyr fra 1700-tallet til at påpege årtiets særheder, men Barnabas er kun med til at gøre filmens tidsbillede festligere, og samtlige jokes (der oftest har 70’ernes lettere bizarre popkultur som omdrejningspunkt) rammer plet. Filmoplevelsen svækkes bestemt heller ikke af det sublime soundtrack, som er læsset med æraens bedste [i]rock’n’roll[/i].

“Dark Shadows” er dog heller ikke på højde med Burtons bedste bedrifter. Der lægges eksempelvis op til en storladen slutning, der dog slet ikke ender med at have den fornødne pondus. Det ville have været fordelagtigt for instruktøren at lade filmen ende med den samme begejstring, som den kickstartes med. Men nej. I stedet bliver vi spist af med en afslutning, der er mere optaget af at runde filmen af i en fart end af at afslutte et potentielt pragtfuldt comeback. “Dark Shadows” fortjener bedre.