[b]Banaliteternes kvalitet[/b]

Endnu en løssluppen parfilm. Sådan kan man let komme til at tænke, når året allerede har budt på film med så behersket kvalitet som eksempelvis “Parterapi” og “The Bounty Hunter”. Formlen er den samme, som den har været så længe: Et par er i krise, men igennem actionfyldte og komiske prøvelser finder de alligevel hinanden og lykken til sidst. Ikke et øje er tørt, men det er nu mest fordi, man har brugt penge på den tvivlsomme fornøjelse. Mon “Date Night” er filmen, der tørrer de salte tårer væk?

Claire og Phil er parret, vi alle kender, eller som vi måske selv er. De har været gift i flere år, har to børn og elsker egentlig i bund og grund hinanden. Men døgnets mangel på timer gør, at magien i forholdet langsomt er forsvundet. I et desperat forsøg på at genantænde gnisten tager parret med efternavnet Foster ugentligt på en aftendate, men også denne aften er blevet et kedeligt ritual frem for en sitrende kæresteaften. Men i aften skal det være anderledes. Parret tager på date inde i den store by og snyder sig ind på en luksuriøs restaurant. Dette træk bliver imidlertid starten til en række misforståelser, der betyder, at det almindelige Foster-par bliver jaget vildt af mafiafolk og korrupte strømere – kæresteaftenen er pludselig blevet uventet spændende.

Der er intet nyt at komme efter i “Date Night” – det er den samme slidte skabelon, som vi kender alt for godt. Og dog. Selvom formlen er gammelkendt, leverer “Date Night” en efterhånden sjælden set mangelvare inden for genren, nemlig komisk timing. Jovist skal vi trækkes igennem et par forudsigelige rørstrømske alvorsøjeblikke, hvor vi får et par sandheder leveret med lykkekagevisdom om det gode parforhold, men under den banalt velkendte skabelon finder vi et gedigent ærligt forsøg på at skabe solid veludført humor. Det er måske ikke nyskabende, men det er udført med en dygtig grundighed, der tilsammen giver filmen en slags banaliteternes kvalitetsstempel.

Disse kvaliteter fremelskes ikke mindst af en stringent instruktion og en tempofyldt stram klipning, som vi f.eks. ser i parrets første møde med to mafiahåndlangere, hvor flugten actiondramatisk tages, musikken buldrer, vores hårdtprøvede par springer i en speedbåd og de suser af sted. Tror vi da. I det rigtige timede øjeblik klippes der til et totalbillede af flugten i speedbåden, der vel nærmere er en slowbåd – ikke originalt, men den dygtige timing, der spiller imod forventningen tvinger et blandt flere smil frem undervejs i filmen.

Den primære ære for, at denne kæresteaften falder ganske heldigt ud, er det dejligt morsomme og dygtigt komplementerende par Claire og Phil, spillet af Tina Fey – der blev verdenskendt for sine imitationer af Sarah Palin – og Steve Carell – det morsomme midtpunkt i den amerikanske udgave af “The Office”. Deres komiske kemi gør, at vi tilgiver den ligegyldige handling, hvor de får det meste ud af de fleste jokes, hvilket solidt bliver suppleret af skæve korte optrædener fra Mark Wahlberg som selvironisk muskelbundt og James Franco, der brillerer med et morsomt skænderi med Steve Carell.