[b]More is less[/b]

Den oprindelige “The Day the Earth Stood Still” fra 1951 var en anderledes og original vinkel på hele science fiction-genren. Hvor 50’ernes film i den genre greb dybt ind i den almene koldkrigsparanoia, så adskilte denne film sig ved at følge et besøg fra det ydre rum fra gæstens synsvinkel samt ved at være så fræk at anlægge det synspunkt, at det måske i virkeligheden er os selv, der er de virkelige uhyrer i universet.

Man følte en decideret forkærlighed for den milde rumrejsende Klaatu og hans medhjælper, robotklumben Gort, som kun kunne standses med de ofte citerede ord: [i]”Klaatu barada nikto”[/i], der fungerede som en anden tryllesætning i filmen. Kærlige følelser har man til gengæld ikke just for nogen af parterne i denne genindspilning, hvor Gort i stedet er en tårnhøj morderisk maskine, som man ikke ville kramme, om så ens liv afhang af det.

De ankommer begge til jorden via en mystisk flyvende kugle, som hurtigt får følgeskab af en række lignende størrelser. Klaatu tages i varetægt af militæret, der afviser hans ønske om at tale med nogle højtstående personer og i stedet sender ham til afhøring. En mere åbensindet videnskabskvinde i Jennifer Connellys skikkelse fornemmer imidlertid vigtigheden af hans mission og hjælper ham snart med at undslippe, og sammen med hendes søn bliver de tre hurtigt flygtninge fra loven.

Hvor det i den første film var udsigten til krig og atomvåben, der var truslen, er det denne gang den stigende forurening, og vores manglende evne eller vilje til at begrænse den, der er synderen. Dermed har man forsøgt at modernisere filmens tema til noget mere tidssvarende, men samtidig hænger filmens overordnede struktur – som netop handler om menneskenes aggression – knap så godt sammen. Historien om den rumrejsende, der overbringer en sidste advarsel inden dommedag, er dog i sig selv stadig potent nok, om end dens miljøbudskab er en del mindre kontroversielt end den oprindelige films var i sin samtid.

Det originale “The Day the Earth Stood Still” adskilte sig bl.a. i forhold til datidens science fiction-film ved at være en betydelig mere neddæmpet og eftertænksom affære, og det er derfor også ærgerligt at se, at denne version er en langt mere konventionel udgave, hvor fokus er på undergangsdelen af historien, der hurtigt føles som en gammel traver fra tons af andre film. Snarere end en fordel for fortællingen er effekterne et distraherende irritationsmoment, som man utålmodigt venter på er overstået. Så er der langt mere liv i dialogen. Når vores rummand besvarer spørgsmålet [i]”Hvorfor er du kommet til vores planet?”[/i] med et oprigtigt undrende [i]”Jeres planet?”[/i], er pointen ikke til at overse.