Florian Henckel von Donnersmarcks “De andres liv” er en film, der i sine bestræbelser på at levere en fængslende fortælling om livet i 1980’ernes diktatoriske DDR opnår mange ting. Men den tyske produktion stræber også ihærdigt efter at være en bedre film, end den formår at blive. Men i det mindste stræber den, hvilket er mere, end man kan sige om de fleste thrillere nu til dags.

En fantastisk Ulrich Mühe spiller Gerd Wiesler. Wiesler er en af STASI’s mest anerkendte officerer, og han har bl.a. til opgave at opdrætte en ny generation af betjente. Året er 1984, og der er endnu en håndfuld år til, at muren fjernes, så befolkningen lever stadigvæk i frygt under et frygtindgydende, kommunistisk regime. Den tydeligvis koldblodige og kyniske Wiesler beder selv om lov til at efterforske en kendt teaterinstruktør (den glimrende Sebastian Koch), som bor sammen en populær skuespillerinde (en stærk Martina Gedeck). Men i løbet af processen begynder Wiesler at forstå, at systemet tager fejl, og at individet er hårdt udsat i hans isolerede land. Men Wieslers transformation fra adlydende vagthund til human medborger er faktisk filmens største akilleshæl.

Der er tale om en mand, som har forhørt [i]hundredvis[/i] af potentielle flygtninge og deres formodede hjælpere igennem sin langstrakte karriere. En mand, som i sin mimik og udstråling snarere minder om en robot end et menneske. En mand, som noterer sine elevers navne på sin blok, hvis de udviser blot det mindste tegn på basal medmenneskelighed. Og alligevel, efter blot få dages aflytning af sine seneste mistænkte, sidder han på det nærmeste i fosterstilling og er fluks forvandlet til en helt ny, følelsesladet og helt igennem sympatisk person. Reaktionen er forståelig og ventet, men omvendelsen er alt for pludselig, og det svækker karakteren og gør en film, som i den grad stræber efter realisme og plausibilitet, [i]utroværdig[/i].

Men filmen fungerer stadigvæk fortrinligt som en forholdsvis traditionel thriller. Skuespillerholdet leverer i den grad varen, og den fantastiske fotografering og det brillante [i]production-design[/i] gør filmen en fornøjelse at se på. Der er også en lille portion humor, som faktisk fungerer ganske godt, og dialogen er skarp. Historien om en professionel aflytter, hvis arbejde ændrer hans liv, er set før i Francis Ford Coppolas “The Conversation”. Men selvom “De andres liv” slet ikke er nær så uforglemmelig, så er den i hvert fald mindst ligeså intens, og intensiteten holdes og er ofte næsten ulidelig. I hvert fald lige indtil den fortænkte slutning…

Efter en yderst dramatisk scene, hvis afrunding ville have dannet et tilpas stærkt slutbillede, hopper vi pludselig knap fem år frem i tiden. Dernæst yderligere to år frem i tiden. Og så to år igen. Al den tidsrejsen giver filmens sidste akt et irriterende fragmenteret præg, som dulmer helhedsindtrykket. Måske hvis Donnersmarck blot havde valgt at springe frem i tiden uden konstant at gøre os opmærksom på det via blikforstyrrende tekst, havde forløbet virket mere organisk. Slutreplikken er dog guld værd, men alt i alt kunne “De andres liv” uden det store besvær have været en bedre film. Måske endda et mesterværk.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “De andres liv” har et lettere tørt og klinisk blå/brunt look, som er med til at gøre filmens Østberlin endnu mere klam og på det nærmeste fængselsagtig. Filmens farvepalet er lidt af en genistreg, og heldigvis er farvegengivelsen fantastisk på denne dvd. Billedet er for det meste knivskarpt, og kontrasten er rigtig god. Digital støj og smuds er der ingen tilfælde af, men der figurerer uheldigvis en lille smule udtværing i nogle af filmens mørkeste scener, mens glorier rundt om personer og objekter (forårsaget af edge-enhancement) er tydelige i ganske få velbelyste scener.

[b]Audio[/b]

“De andres liv” er en film, der handler meget om analysen og brugen af lyd. Så heldigvis præsenterer det tyske Dolby Digital 5.1-spor filmens lydside på fornem vis. Filmen er meget dialogbaseret, og det er forholdsvis sjældent, at baghøjtalerne virkelig tages i brug. De bliver primært brugt til at gøre Stéphane Moucha og Garbiel Yareds (som Donnersmarck selv kæmpede ihærdigt for at få hyret) musik mere fyldig. Enkelte gange leverer baghøjtalerne subtile, men stærkt effektive lydeffekter. Sporet besidder også en overordentlig solid bund – prøv bare at tjekke scenen, hvor en champagneprop rammer en af de mange lyskontakter, som indeholder en mikrofon. Dialogen kommer også klart og tydeligt igennem.

[b]Ekstramateriale[/b]

Efter discen er lagt i afspilleren, bliver man præsenteret for trailere til “Volver”, “The Queen”, “Leonard Cohen: I’m Your Man” og “Little Red Flowers”. Traileren til “De andres liv” (i forfærdelig kvalitet) er også inkluderet. “Spy Equipment” (3 min.) er en kort, visuel gennemgang af det spionudstyr, som STASI brugte til at udspionere indbyggerne i DDR.

Derudover er der interviews med skuespillerne Ulrik Mühe, Martina Gedeck, Sebastian Koch og Ulrich Tukur, samt instruktør Donnersmarck, produceren Max Wiedemann og filmens tekniske rådgiver, Professor Manfred Wilke. Hver for sig varer interviewene omkring 5 minutter, mens de tilsammen varer ca. 33 minutter. Alle de interviewede disker op med nogle interessante anekdoter og spændende indsigt. Donnersmarck fortæller bl.a. om sit store researcharbejde og om hvordan, han fik ideen i forbindelse med en filmskoleprøve. Alle interviews er på tysk, men har naturligvis danske undertekster. Wilkes kommentarer er især interessante. Han kan bl.a. fortælle, at hvis man lagde alle STASI-sagsakter ved siden af hinanden, ville de måle omtrent 100 km.!