Hvis man spørger de fleste efterretningshistorikere, vil svaret stort set altid være det samme: Den bedste og mest effektive efterretningsenhed nogensinde var DDR’s STASI. DDR var et overvågningssamfund uden lige, og ved murens fald havde STASI over 300.000 ansatte og meddelere. De havde informanter på alle niveauer og i alle dele af samfundet, og ingen regler eller love til at standse dem. I selve STASI’s sindelag var der en hensynsløshed uden lige. Alle var under mistanke, udgangspunktet for enhver undersøgelse var, at man havde fat i en skyldig. Afpresning og frygt var midlerne til at nedbryde ens eget folk.
[image=15792]
En sådan loyal ansat i STASI er Kaptajn Gerd Wiesler. Han er en effektiv overvågningsmand og en nådesløs forhørsleder. Overfor dem han vender sit søgende blik mod, er der ingen tilbageholdenhed. Som han minder de studerende på STASI universitet om: [i]”Vi har med socialismens fjender at gøre.”[/i] Wiesler får til opgave at undersøge landets ledende dramatiker Georg Dreyman. Overvågningen sker på foranledning af minister Bruno Hempf, der muligvis er mest motiveret af sin betagelse af Dreymans kæreste, den smukke skuespillerinde Christa-Maria Sieland.
Inden længe har Wieslers hold plantet mikrofoner overalt i Dreymans lejlighed, og Wiesler selv flytter ind på loftet af bygningen, hvorfra han lytter og omhyggeligt noterer alt i sine rapporter om Dreymans færden. I mellemtiden kommer Dreymans loyale tillid til DDR under pres, da en af hans venner bliver blacklistet af partiet, og i fortvivlelse begår selvmord. Det er dog kun starten på de overgreb Dreyman bliver vidne til, og snart ulmer oprøret i ham. Alt dette følger Wiesler, der i sin ensomhed efterhånden føler stigende sympati med sit offer, indtil den dag hvor han griber Dreyman i en forbrydelse, men beslutter at se den anden vej, bare denne ene gang. Da er det allerede for sent, observatøren er blevet en del af begivenhederne, og inden længe er de begge fanget i det dødelige spil.
[image=15793]
Med “Good Bye, Lenin” og “Der Untergang” er tysk film for alvor trådt i front på den internationale scene, og har samtidig startet en bølge af selvransagelse over fortidens gerninger. Hvor “Good Bye, Lenin” havde en satirisk og nostalgisk tone, er “De andres liv” anderledes ubønhørlig og fuldstændig blottet for sentimentalitet over fortiden. I stedet tegner den et dystopisk portræt af det selv samme undertrykkelsessamfund som George Orwell allerede i 1949 advarede mod med “1984”, men som ikke desto mindre blev en grusom realitet. “De andres liv” formidler fornemt paranoiaen og fortielsen i det angstfyldte samfund.
Det er også en historie om to mennesker, der er vidt forskellige, men alligevel åndsbeslægtede. Det bliver for eksempel illustreret ved Dreymans lejlighed, der er lettere rodet og proppet til med nips, klenodier og bøger (til sin fødselsdag har han frabedt sig flere). I kontrast hertil er Wieslers hjem sterilt, velordnet og tomt – ikke ulige et hotelværelse. Ikke desto mindre bliver Wiesler dybt bevæget da Dreyman spiller et klaverstykke til sin afdøde ven.
[image=15794]