[b]Lost in Translation[/b]

Normalt foretrækker jeg at se amerikanske animationsfilm på originalsproget, fordi der altid går noget tabt i oversættelsen fra engelsk til dansk. Det er også tilfældet med “De eventyrlige vogtere”. Faktisk går det [i]helt[/i] galt, men det skyldes dels, at den danske version er lavet med hovedet under armen, dels at denne ærkeamerikanske børnefilm slet ikke egner sig til danske børn!

Historien er for så vidt ganske godt fundet på: Fem af de skabninger, som lever i den barnlige overtro, slutter sig sammen for med deres magiske kræfter at bekæmpe deres onde nemesis, Mørkemanden, som kun vil børnene det skidt. Det er altså en slags “The Avengers” for de mindste. Så langt så godt. På den gode side har vi Julemanden, Tandfeen, Påskeharen, Sandman og filmens hovedperson, Jack Frost. Tandfeen, som vi også kender herhjemme, er ganske fint portrætteret som en blanding mellem en fe og en kolibri. Påskeharen er en to meter høj gnaver med Rambo-attitude. Det er sjovt, men det kunne godt have været sjovere, hvis den havde haft en større rolle.

Med Julemanden begynder filmen at løbe ind i problemer. For amerikanske børn bor han på Nordpolen, mens danske børn vokser op med, at han bor på Grønland. Der er ikke noget i denne films handling, der direkte dikterer, at han [i]skal[/i] bo på Nordpolen. Alligevel har man i den danske versionering valgt at skrive “Nordpolen” i starten af den scene, hvor han introduceres. Hvorfor ikke bare skrive “Grønland”? Pudsigt. Lige så pudsigt er det, at navnene på børnene i filmen heller ikke er blevet fordansket. Kald mig bare gammeldags, men jeg tror, det er svært for børn i de mindste klasser at forstå, hvorfor det er ironisk, at en overvægtig, olmt udseende pige bliver kaldt “Cupcake”. Men det bliver værre endnu.

Først vil jeg dog gerne forsvare, at Jack Frost stadig hedder Jack Frost i den danske version. Det tætteste vi har herhjemme er nok “Kong Vinter”, men Jack er en dreng på cirka 18 år, så der er ikke meget Kong Vinter over hans fysik. Jeg har ikke noget imod, at der bliver udviklet lidt på den mytologi, vi kender, og selvfølgelig skal filmen tage hensyn til de elementer, der stammer fra den børnebog, som den er bygget på. Derfor kan jeg også acceptere, at Julemanden konsekvent kun kaldes “Nord”, og at han har store tatoveringer på armene. Men hvorfor Sandman stadig hedder Sandman på dansk er mig en gåde, idet den amerikanske Sandman-myte er baseret på H.C. Andersens eventyr om Ole Lukøje. “Ole Lukøje” hedder sågar “The Sandman” i den engelske version af eventyret! Så at de ikke kalder ham Ole Lukøje i den dansksprogede udgave af filmen er en mindre kulturimperialistisk skandale.

Men ud over disse oversættelsesbrølere er det en ret uskadelig, hurtigt glemt film. Teknisk set er der kælet for baggrunde og omgivelser, mens karakteranimationen halter lidt. Især ansigtsudtryk og bevægelser er visse steder noget mekaniske at se på, og overfladeteksturen på særligt Julemanden er plastikagtig. Men der er næsten ikke tid til at se på det, fordi der næsten hele tiden – nyere tradition tro – skal fyres visuelle gags og vittige oneliners (som også mister meget af deres humor i oversættelsen) af til højre og venstre. Julemandens små nisser står for nogle af de bedste. Her var jeg faktisk lige ved at grine flere gange. Resten er blot med til at få de i forvejen sukkerpumpede børn på tilskuerrækkerne op i et endnu mere adfærdsvanskeligt gear. Der er dog også momenter, hvor filmen kommer helt ned i tempo og giver sig tid til at fortælle den egentlige historie om det smukke i sammenhold og barnetro, og det er ikke overraskende filmens bedste, stærkeste og mest rørende scener.