Dansk ligustermystik à la SpielbergNikolaj Arcels anden film og økonomisk store satsning “De fortabte sjæles ø” er et actionbrag, der til tider løber meget let hen over sammenhængene i filmens handling, men som ikke desto mindre leverer en fyrig underholdning til de yngre seere.

Da søskendeparret Lulu og lillebroren Sylvester flytter fra København til provinshullet Broby, er de mildest talt ikke begejstrede. Men det er kun indtil Lulus lillebror bliver besat af ånden Herman, som oprindeligt var med i en loge, der bekæmper mørkets magter. Sammen med nabodrengen, Oliver, og byens lokale healer prøver Lulu at finde ud af, hvorfor ånden er kommet til Broby. Det viser sig hurtigt at have noget med den mystiske Munkeø at gøre…

Nikolaj Arcel har selv fortalt, at det altid har været hans drøm at lave en eventyrfilm i stil med dem Steven Spielberg mestrer. Og inspirationskilderne er tydelige med kraftige hilsener til både “E.T.”, “Jurassic Park” og “Nærkontakt af tredje grad”. Filmen kammer dog lidt over ved at have en indledning, der direkte kopierer Harry Potter filmenes intro, og det samme gælder musiktemaet, der ligeledes minder meget om kendingsmelodien fra historien om drengen fra Hogwarts Troldmandskole.

Når det er sagt, viser det sig hurtigt, at der ikke er noget problem ved at placere overnaturlige hændelser i et dansk parcelhuskvarter. De meget omtalte computereffekter, som leverer en stor del af filmens actionsekvenser, er omhyggeligt lavet – ikke mindst er det dødbringende fugleskræmsel, der konstant er i hælene på Lulu, Oliver og Herman, en vaskeægte gyser, der nok skal få børnene til at kigge to gange under sengen, inden de går til ro.

Filmens trekløver bliver overbevisende spillet af børne-debutanter. Ikke mindst mestrer Lucas Munk Billing i dobbeltrollen som Sylvester/Herman både at være en flabet dreng og en gammelklog ånd fra 1800-tallet med stor overbevisning. Af de voksne skuespillere må Nikolaj Kopernikus fremhæves i rollen som den lokale healer, Richard. Efter 30 års jagt på ånder har han egentligt opgivet troen på det overnaturlige, og Kopernikus’ opgivende, men samtidigt troskyldige ansigt bliver til et troværdigt portræt af en mand, der det meste af sit liv har være en plattenslager, men som nu støder på ægte guld.