[b]Den store kærlighed – større i mindet[/b]

Erindring er en konstruktion. Psykologer har påvist, at vi bygger vores minder op omkring, hvad andre har fortalt os, hvordan det passer ind i et narrativ, og hvad vi ønsker, at de skal sige om os. Det er den centrale præmis i “De gyldne år”, hvis franske originaltitel umiddelbart oversat ville være “Tre minder fra min ungdom”. Antropologen Paul Dédalus flytter efter lang tid i udlandet tilbage til Paris, hvor han skal arbejde i udenrigsministeriet. Og i den forbindelse begynder ungdommens minder at hjemsøge ham.

Helt som alverdens psykologer siger, så er også de her minder dybt subjektive. Vi hopper frem og tilbage i tid – mange tråde finder aldrig en ende. Samtidig er Paul en upålidelig fortæller. Jeg spekulerede konstant på, hvor meget der havde fundet sted på lige nøjagtig den måde, som Paul fortæller det. Der er scener og personer, der er så for meget og følelsesmæssigt urealistiske, at det virker som… Ja, en fransk film. Den fornemmelse forstærkes med en ivrig iriseffekt i mange af de mere intime scener, hvor billedet kun er i en cirkel i midten af skærmen, mens resten er sort – en teknik, der primært blev brugt i stumfilm, som netop også ofte er/var overspændte.

For “De gyldne år” kan lide at lege. Pludselig mættes farverne så markant, at det nærmest ligner en Technicolor-musical. Den stil minder mig om to andre frankofone instruktører; François Ozon og Xavier Dolan. Et oplagt eksempel er, da Paul første gang ser sin store kærlighed, Esther. Hele verden rundt om forsvinder og kameraet zoomer helt ind i et ekstremt close-up på hendes ansigt, mens hun koket ryger en cigaret og demonstrativt undlader at se mod kameraet. Hele idéen om den konstruerede hukommelse bliver kun mere udtalt, da vi finder ud af, at Paul slet ikke er tilstede i den scene endnu.

Den voksne Paul spilles med vanligt talent af Mathieu Amalric, der mere eller mindre har overtaget Daniel Auteuils allestedsnærværende rolle i fransk film. Hvis du ikke er så velbevandret i nyere fransk film, så vil du sikkert genkende ham som Bond-skurk i “Quantom of Solace”. Amalric er en kamæleon, der formår at være lige så troværdig som enten førsteelsker eller neurotisk skvat. Så meget desto mere interessant er det, når han her får lov til at spille lidt af begge dele. Hans yngre udgave spilles af Quentin Dolmaire, der portrætterer ungdommeligt hovmod og eksistentiel angst med en bemærkelsesværdig autenticitet, som man vist skal være fransk teenager for at besidde.

Hovedpersonen er den samme som i instruktør Arnaud Desplechins film fra 1996, “Comment je me suis disputé… (ma vie sexuelle)”, som vi nu får forhistorien til. Den har jeg desværre ikke selv set den, men jeg vurderer ikke, at “De gyldne år” kræver, at man på forhånd kender noget til Paul. Både stil og konstruktion indbyder til en umiddelbar oplevelse. Næsten som en drøm. Måske netop derfor skuffer klimaks i nutiden en anelse. Nu er det pludselig psykologiske realisme. Unødvendigt.