[b]Når man ikke har brug for fjender[/b]

Kig lige på dine venner. Er det lille stik i nakken, du føler, al deres coolness og trofasthed, der er ved sprænge din højre hjernehalvdel af bar lykke? Eller er det skuffelsen over, at årene ikke har givet jer meget mere end rynker ved øjnene og et mavesår over det uløste tovtrækkeri om matadorsejren i 98? Er svaret det sidste, kunne det være en idé at tage vennerne med ind og se den nogenlunde sjove “De satans chefer 2”. Det kunne være meget værre.

Stupide venner, der ødelægger deres eget og andres liv, er efterhånden blevet den mest populære komedieform. F.eks “Tømmermænd”-filmene eller i Danmark “Klovn” og “Klassefesten”. Kodeordet er identifikation. Alle (næsten) har venner. Venner, der dummer sig. Og selv hvis man ikke har, er man bedre tjent end dem oppe på lærredet. Så historien om de tre venner, Nick Kurt og Dale, der bliver snydt af rigmanden Bert Hanson og derefter beslutter at kidnappe hans søn, hamrer derudaf fuldstændig uanfægtet af ting som troværdige motiver eller handlinger.

For at de her film skal kunne fungere, må alle nemlig tilsidesætte enhver fornuftig tanke. Ellers var præmissen simpelthen død første gang, at idiot nr. 1, den ubekymret ubetænksomme, (og derfor lidt charmerende), sagde [i]”vi slår vores chefer ihjel”[/i] i den første film. Så var idiot nr. 2, den klogeste og melankolske (og derfor lidt charmerende), bakket ud lang tid før den hysterisk råbende, men gode nok på bunden (…charmerende) nr. 3 fik presset dem alle ud i det.

Til deres forsvar skal det dog siges, at de forkaster deres dårlige plan ca. halvvejs, men trækkes ind i den igen af Hansons gale søn, der skal have løst et faderkompleks og et gældsproblem. Chris Pine er sæbeglat under sine grove skægstubbe, men at forskyde idiotien til hans aggressive finansmand kommer der ikke så meget sjov ud af, og filmen må falde tilbage til sin sikre formel.

Som er den let snakkende, nogle vil sige forpustede, moderne version af screwball, hvor man ikke afbryder hinanden med kvikke bemærkninger, men taler i munden på og råber lidt højere end de andre. Charlie Day og Jason Sudeikis trækker pointer og pinligheder langt forbi deres udløbsminut, og lader Jason Batemans stenansigt udstampe et [i]”Really guys?”[/i]. Det er effektivt og varieres tilpas med Jamie Foxx’ talblinde gangster og Jennifer Anistons sexgale tandlæge.