Thuesen og Trier ego-tripperErik Nietzsche, undskyld – Lars Trier, undskyld – Lars [i]von[/i] Trier, har på det seneste mødt modvind blandt anmelderne herhjemme. “Direktøren for det hele” fik ikke den forventede modtagelse, og Trier selv har endda officielt proklameret sin kunstneriske krise til pressen. “De unge år” er ikke et produkt af denne krise, men måske nærmere et symptom på sygdommen.

Året er 1979. Erik Nietzsche har altid lavet film, og efter afslag fra alle andre statsstøttede kunstskoler søger han ind på Den Danske Filmskole. Ambitionen er at forny det gængse filmsprog, men filmskolens lærere og institutionelle rammer gør det ikke let, og Erik er nødsaget til at tage sagen i egen hånd…

Von Trier, der adskillige gange har gjort sig bemærket som en af de mest nyskabende og ambitiøse danske instruktører, er nu blevet subjekt for film. Instruktøren, der har skabt mesterværker som “Breaking the Waves” og “Dogville”, har altid, grundet sin leg med filmmediet, været omgivet af en vis mystik og kompleksitet, men også folkelig distance pga. den noget excentriske profil han har tilegnet sig. “De unge år” kunne have været værket, der åbnede op for den danske storkunstners sind og gjorde ham mere nærværende for den danske befolkning, men desværre er filmen skrevet af kunstneren selv og instrueret af den trofaste kollega Jacob Thuesen, hvilket gør, at den ikke bliver rigtig vedkommende for nogen – måske med undtagelse af dem selv.

Jacob Thuesen har egentlig konstrueret en film efter alle kunstens regler. Der er både kærlighed, humor, konflikt, visuelt flotte billeder og gode skuespillere. Men alligevel er der noget, som ikke helt fungerer. Det danske filmmiljø i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne portrætteres af en besætning bestående af ingen ringere end Søren Pilmark, Jens Albinus, Nikolaj Coster-Waldau, Troels Lyby, Dejan Cukic m.fl. og selvfølgelig en, om end ikke brillerende så i hvert fald sympatisk forsøgende, Jonatan Spang som Erik Nietzsche. De gør alle sammen en solid indsats og skaber velfungerende og humoristiske scener f.eks. i form af Trols’ (overført Nils Malmros) kreative instruktion af barne-skuespillere. Som komedie er der i det hele taget en del højdepunkter i “De unge år”, men filmen er desværre ikke en udpræget en af slagsen.

Udover de komiske elementer forsøger Jacob Thuesen forgæves at få et kærlighedsdrama presset ind og sidst, men desværre måske også mindst, at fortælle historien om Erik Nietzsches konflikt mellem hans kunstneriske geni og den omkringliggende, firkantede verden. Problemet er, at publikum aldrig bliver inviteret helt tæt ind på Erik og dermed filmens kerne. Jovist, vi får kendskab til alskens pinlige episoder i dansk filmhistorie, og navn-omdøbte enkeltpersoner bliver hængt ud, men Thuesens egen film bliver aldrig helt fortalt. Den bliver i stedet oplæst med Lars von Triers egen stemme, og biografgængeren må tage til takke med endnu en von Trier-selviscenesættelse og forlade salen mere eller mindre uforløst.