Dødelig CarussellDet siger noget om en auteur som Quentin Tarantino, at selv når hans film ikke fungerer helt efter hensigten, er de stadigvæk mere underholdende og innovative end 90 % af det, biografpublikummet ellers får serveret i disse tider.

Endnu en gang har den efterhånden 44-årige Tarantino sluppet tøjlerne og produceret et ofte overvældende sammensurium af ideer, billeder, lyd og musik, der til dels er inspireret af instruktørens egne idolers udskejelser, men som umiskendeligt er Tarantinos værk. Det er svært at forestille sig, hvordan filmverdenen havde set ud uden den sprælske, energiske kunstners tilstedeværelse. Der er en slags udefinerlig energi og gejst, der gennemsyrer hans film, som Hollywood garanteret ønskede var mere smitsom.

Sammen med sin bedste ven og kollega, Robert Rodriguez, har Tarantino sat sig for at hylde de såkaldte Grindhouse-biografer, som viste den ene obskure B-film efter den anden, dengang de to gutter havde færre år på bagen. Man græmmes over, at vi her i Danmark ikke får lov til at se Tarantino og Rodriguez’ komplette “Grindhouse”-spillefilm, som bestod af “Death Proof”, Rodriguez’ morsomme zombiefilm, “Planet Terror”, og alskens korte, filmiske godbidder – også fordi “Death Proof” oprindeligt optrådte i en mere beskåret og angiveligt strammere udgave.

Denne forlængede version er netop lige lovlig rig på sniksnak og navlepilleri, hvilket især frustrerer under filmens anden halvdel. Tarantino er stadigvæk en mester i at få selv de mest banale samtaler til at lyde som postmoderne poesi, men nogle af samtalerne føles unødvendige og siger desværre heller ikke pokkers meget om personerne – hvilket er en sjældenhed i en Tarantino-film. Man kunne også have været foruden et par af fortællingens særprægede figurer, der sluger megen spilletid, og ligeså visuelt og auditivt ekstravagant som Tarantinos anden (og enestående) cadeau til B-filmene, “Kill Bill”-serien, er “Death Proof” langtfra. Kombineret med “Planet Terror” (som oprindeligt planlagt) havde “Death Proof” formentlig også føltes mere helstøbt.

Men Kurt Russell er allerhelvedes charmerende som den klamme, mandschauvinistiske Stuntman Mike, der nyder at påkøre kønne kvinder i sin toptunede Chevrolet. Russell er omgivet af bedårende, talentfulde aktricer, der hver især skænkes en chance i rampelyset, som de alle forstår at udnytte. Både præstationerne og karaktererne er nøjagtig ligeså flamboyante, som de bør være i en hyldest til klassiske, enormt ekspressive B-film. Og de utrolige, overdådige stunts udgør en udstrakt og veltimet mellemfinger til nuværende filmmageres svaghed for computerskabte tricks. “Death Proof” er ikke lige så skudsikker som Stuntman Mikes frygtindgydende dræberbil, men når den kører på alle cylindere, er den nøjagtig ligeså ustoppelig.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. Eftersom “Death Proof” er en hyldest til de nedslidte Grindhouse-forevisninger, har Tarantino med vilje drænet farverne og indsat en masse snavs og støj, der giver filmen et råt look. Ideen er genial, og filmens udseende går perfekt i spænd med indholdet. Billedet kan derfor naturligvis ikke klandres for en overvægt af snavs, da denne er intenderet, og kontrasten er meget solid. Men billedet er desværre ofte en smule uskarpt, og edge-enhancement optræder også, så filmen får et uheldigt digitalt look, hvilket ikke klæder en film, der skal ligne udbrændt 35mm. En stor del af filmens anden halvdel er nærmest pletfri, hvilket angiveligt kun er gældende for den europæiske udgave af filmen. Det får scenerne til at virke lidt malplacerede.

AudioSkivens DTS 6.1 ES lydspor har en marginalt bedre bund end udgivelsens Dolby Digital 5.1 mix, og den ekstra kanal gør selvsagt baghøjtaler-panoreringerne mere glidende. Ligesom billedsiden er lydsiden også blevet krydret med støj, men dog ikke i et nær så stort omfang som transferet. Dialogen er krystalklar. Begge spor benytter primært fronthøjtalerne, men baghøjtalerne benyttes ofte til at finpudse den auditive atmosfære. Der er flere fornemme panoreringer (især under biljagterne), og musikken, der gør brug af samtlige højtalere, lyder dejlig distinkt. Begge spor besidder en god bund, og effekterne fremstår aldrig spidse eller spinkle.

EkstramaterialeSelvom udgivelsen praler af at bestå af to discs, er den forholdsvis fattig på ekstramateriale. Trailere til “Varg Veuem”, “The Simpsons Movie”, “Mr. Brooks”, “Arn”, “Planet Terror”, “Die Hard 4.0”, “Fracture”, “Rush Hour 3” og dokumentaren “Double Dare” er inkluderet. Men af uransagelige årsager indeholder skiven hverken traileren til “Death Proof” eller de famøse Grindhouse-trailere, som bl.a. Eli Roth og Edgar Wright instruerede, og som blev vist i USA’s biografer, da filmen oprindeligt havde premiere.

Udover trailerne indeholder disc 1 featuretten “Hot Rods of Death Proof” (12 min.). Den altid karismatiske Tarantino taler her om sin forkærlighed for biljagter og dem i “Death Proof”. Havde det ikke været for instruktørens smittende entusiasme, havde denne minidokumentar været aldeles forglemmelig. På disc 2 kan man se skuespillerinden Mary Elizabeth Winstead synge sangen “Baby, It’s You” (2 min.) – en fuldstændig overflødig lille sag.

Derudover er der følgende featuretter: “Stunts on Wheels: The Legendary Drivers of Death Proof” (21 min.), “Introducing Zoë Bell” (9 min.), “Kurt Russell as Stuntman Mike” (10 min.), “Finding Quentin’s Gals” (21 min.), “The Guys of Death Proof” (8 min.) og “Quentin’s Greatest Collaborator: Editor Sally Menke” (5 min.). Vi hører primært om de forskellige stunts og hyringen af skuespillerne. Der diskes op med flere festlige anekdoter (primært af Tarantino og Bell), men mange af de forskellige interviews er tørre og ensartede. Man savner at høre mere om filmens æstetik og rødder. Filmens klipper udtaler sig ikke engang i den dokumentar, der bærer hendes navn.