[b]Dødt løb[/b]

Paul W.S. Anderson er en af de instruktører, der har fået mere ris end ros i sit liv bag kameraet, og han har i årenes løb måtte lægge ryg til en strøm af verbale øretæver. Men det afholder ham ikke fra at fortsætte sin færden som instruktør med hang til blodige filmatiseringer af diverse computerspil. Denne gang har han droppet computerspillene og har i stedet kastet sig over et remake af kultfilmen “Death Race 2000” fra 1975.

Historien i “Death Race” er, som vi nu kender den fra fængselsfilm. Jensen Ames, tidligere racerkører, bliver uskyldig dømt for mordet på sin kone og skal tilbringe resten af livet i fængsel med landets værste forbrydere. Fængselsinspektøren Hennessey, assisteret af fangevogteren Ulrich, der på sædvanlig vis er småsadistisk og med Hitler-hår, lever og ånder for sit populære tv-show “Death Race”, men har mistet den maskebærende publikumsmagnet Frankenstein. Hennessey laver en aftale med Jensen: deltag som Frankenstein, og vinder du løbet, vinder du din frihed. Men som altid er tingene ikke helt så enkle, som de ser ud til.

“Death Race” er proppet med klicheer fra start til slut, der veksler fra at være ufrivillig morsomme til at være hovedrystende. Særligt da de kvindelige co-drivere fra et nærliggende fængsel introduceres med dunkende technomusik i baggrunden og masser af stillbilleder, lå undertegnede flad af grin, da det simpelthen er så gammelt og brugt, at det er komisk. Bedre blev det ikke af, at disse kvindelige indsatte på ingen måde lignende nogle, der på noget tidspunkt havde været i nærheden af et fængsel.

I den hovedrystende ende af skalaen har vi vores helts mekanikerteam, der består af den aldrende og småfilosofiske vismand, som naturligvis gemmer på en lille hemmelighed. Derudover er der nørden, der i bedste “Rain Man”-stil kan remse facts og statistikker op, og endelig er der mekanikeren, der er så kedelig, at han knap er værd at nævne.

Men selvom filmens cast er endnu en kliché, bliver de rent faktisk fyldt ganske fornuftig ud af skuespillerne. Særligt er Ian McShane god i rollen som teamets aldrende Coach. Hovedpersonen Jensen Ames spilles af Jason Statham, som ikke trækker en mine igennem filmen, men går rundt med samme stenede ansigt og hæse stemme. Stathams skuespil er langt fra menneskeligt, men i en film, hvor realisme er et fremmedord, og alle går rundt og skal se hårdnakkede ud, passer Stathams skuespil egentlig meget godt ind.

Paul W.S. Anderson har aldrig rigtig formået at holde sig på et seriøst plan, men har derimod fyldt sine film med så meget blod og splat, at det har været svært at tage dem alvorligt. Det samme er sket med “Death Race”. Med den overdrevne brug af blodudgydelser bliver i stedet komisk, hvilket er ærgerligt. Havde Paul W.S. Anderson trådt lidt på bremsen i sit forbrug af blod, ville filmen have ændret karakter. Den ville stadig være dårlig, men man havde højst sandsynligt fået det indtryk, at Paul W.S. Anderson i det mindste havde forsøgt at lave en film, der ville have haft kvalitet til at nå lidt længere end laveste fællesnævner.