Et værk som “The Deer Hunter” ville være særdeles vanskelig at få lavet i dag. Med dens lange spillelængde, sparsomme dialog og, for det meste, ganske neddæmpede virkemidler, står den i stærk kontrast til de fleste film, som Hollywood spytter ud nu omstunder. Sandt at sige havde instruktøren Michael Cimino heller ikke let ved at få den lavet i 1978. Vietnam var stadig et kontroversielt emne, og da filmstudiet så det endelige produkt, der varede over fire timer, besluttede de prompte at klippe filmen ned til to. Efter en række testscreenings oplevede man dog, at publikum foretrak den lange version, og Cimino blev genindkaldt til at lave den tre timer udgave vi kender i dag.

Filmen foregår i tre ganske skarpt opdelte kapitler. De udgører en rejse fra livets spæde begyndelse ved et glædeligt bryllup, over krigens rædsler og umenneskelige kaos, for til sidst at komme frem til destinationen og en begravelse.

I filmens første billeder ser vi en lille gruppe stålarbejdere på arbejde i Pennsylvania, USA. Vi møder Michael (Robert De Niro), Nick (Christopher Walken) og Steven (John Savage), da de får fri fra arbejde. Steven står overfor at skulle giftes med Angela, og de tre mænd skal bagefter sendes til Vietnam. Det er de sidste dage med nogen form for ungdommelig uskyld, og Cimino tager sin tid til at få præsenteret personerne og brylluppet.

Det magelige fortællertempo i indledningen vil muligvis være en prøvelse for enkelte seere, men det har imidlertid en god pointe. Det er ikke blot hensigten, at vi lærer personerne at kende, men også, at vi fornemmer atmosfæren, og føler os som en del af familien. I den henseende fungerer scenerne ganske formidabelt. Efter brylluppet tager gruppen på hjortejagt, og Michael, den mest indelukkede af vennerne, kommer med sin opfattelse af hvordan en hjort skal nedlægges korrekt: [i]”Ét skud – ét drab”[/i]. Liv og død har en form for formål og mening.

Da bryllup og hjortejagt må vige for Vietnam og den blodige krigsskueplads, ændrer filmen sig ganske betydeligt. I stedet for en introduktion af gruppe og mission, springer filmen hastigt frem i ryk til den krigsfangelejr, hvor de tre er indespærret af Vietcong soldater. Deres sadistiske fangevogtere morer sig her med at lade soldaterne spille russisk roulette mod hinanden, mens de vædder om hvem af dem, der først får blæst hjernen ud. Midt i al den blodige kaos bevarer den stilfærdige Michael dog fatningen og finder en udvej ud af torturen, men det bliver ikke uden betydelige lidelser og psykiske mén.

Howard Hawks sagde engang, at en god film er tre gode scener og ingen dårlige. “The Deer Hunter” har ingen dårlig scener, mange gode, samt en håndfuld, der gør et uudsletteligt indtryk. Mange erindrer filmen som ekstremt voldelig og brutal, men sammenlignet med “Dommedag nu”, der havde premiere året efter, så er den meget tilbageholdende. Hvad der føles så voldsomt ved filmen er ikke begivenhederne i sig selv, men det, at vi uundgåeligt kommer til at holde af filmens personer.

Scenerne med russisk roulette har været temmelig omdiskuterede. Der er tilsyneladende ingen kendte tilfælde, hvor vietnamesiske soldater har udsat amerikanere for noget lignende, selvom det eftersigende skulle have været praktiseret i Saigon. Som et filmisk symbol på krigens vilkårlighed og den meningsfulde verdens undergang, er scenerne dog uovertrufne og forsynet med en kolossal følelsesmæssig slagkraft.