[b]Sødsuppe-sæddonorkomedie[/b]

I 2011 havde den canadiske instruktør Ken Scott et ganske hæderligt hit med sin fransksprogede [i]feel good[/i]-komedie “Starbuck”. Og nu, kun et par år senere, har Scott lavet en unødvendig amerikansk genindspilning – sådan skud for skud – af sin egen film. “Delivery Man” har evigt elskværdige Vince Vaughn i hovedrollen som en mand, hvis fortid indhenter ham. Som resultat af en bibeskæftigelse i ungdommen som sæddonor viser det sig nemlig, at Vaughns karakter er biologisk far til intet mindre end 533 børn. Og en del af dem, 142 helt nøjagtigt, vil gerne møde den mand, der i papirerne gik under dæknavnet Starbuck.

Sæddonorkomedien er efterhånden blevet en helt subgenre i sig selv. Det er jo egentlig ikke så mærkeligt, med tanke på de næsten uendelige komiske kombinationer noget så simpelt som at aflevere en portion liv i en kop kan afstedkomme. Det er på én gang uartigt og sådan lidt [i]fnis fnis[/i]-tabuiseret det dér med at donere sæd for kolde kontanter.

Film som “The Kids Are All Right”, “The Switch”, “Baby Mama” og Hella Joofs “Sover Dolly på ryggen” er blot et par nylige eksempler. I “Delivery Man” går Ken Scott til emnet ved at stille spørgsmålet: Hvad gør en mand, der får at vide, at han er far til 533 børn? Svaret (og filmen) er desværre langt fra så sjovt, som spørgsmålet lægger op til.

Vaughn spiller driverten David Wozniak. Lejligheden ligner mere et teenageværelse end en voksen mands bolig. Hylderne bugner af legetøj, sportsudstyr og idolbilleder med autografer fra sportsstjerner. Og så dyrker han pot i potteplanter i håb om at kunne formindske en gæld til mafiaen på plus 80.000 dollars. Nej, David har ikke rigtig styr på sit shit. Dertil er ekskæresten Emma gravid, men langt fra sikker på, at David er rollen som far voksen nok. Drengen må blive voksen. David kaster sig derpå hovedkulds ud i en rolle som en slags hemmelig skytsengel for et par håndfulde af de nu unge mennesker, hvem han er biologisk far til.

“Delivery Man” lider under sin helt igennem utroværdige historie og en påklistret sidefortælling om mafiagæld. Som filmen skrider frem, fylder komedien mindre og mindre, hvorimod det sukrede drama får overtaget. Jeg er som regel villig til at tilsidesætte en god del sandsynlighed i komediens navn. Som det faktum, at David gang på gang formår at lære sine biologiske børn at kende, hjælpe dem frem i livet og endda ud af narkomisbrug, uden at de på noget tidspunkt undrer sig over, hvem denne mand mon kan være. Men instruktør Ken Scott tipper læsset over i dramaet lidt for ofte til, at jeg vil kalde filmen for en komedie. Og da slet ikke en vellykket en af slagsen.