[b]Brutal søskendejalousi[/b]

Ved første øjekast ligner “Den anden søster” et typisk romantisk drama med lidt erotisk ladning for at krydre fortællingen, men historien er dog mere kompliceret end som så. Romantik er der ganske vist, men filmen er også en anderledes kontant og barsk fortælling om magtspil og gensidig udnyttelse i de højeste kredse.

I 1500-tallets England står krisen for døren i kongedømmet. I frustration over dronningens manglende evne til at levere en mandlig tronarving er kongen, Henrik den 8., holdt op med at ligge med sin kone. Da rygtet når Sir Thomas Boleyns ører, udtænker han straks en plan, der skal bringe hans familie tættere på magtens korridorer: Som en anden alfons vil han vække kongens interesse i hans datter Anne for derved at gøre hende til kongens elskerinde. Plottet får imidlertid er overraskende drejning, da kongen i stedet kaster sin kærlighed på hendes søster Mary, der ellers er nygift.

Når man er konge, lader man imidlertid ikke den slags småtterier komme i vejen for en, og snart er hendes mand bestukket med en højere stilling for at se den anden vej, mens kongen ondulerer hans kone. Den bly Mary er indledningsvist imod forbindelsen, men forelsker sig ikke desto mindre til op over begge ører i kongen, og snart bliver hun gravid med hans barn. Graviditeten bliver imidlertid problematisk, og tvinger Mary til at forblive sengeliggende, mens kongen må søge sin libido tilfredsstillet andetsteds. Dette giver den forsmåede Anne den chance, som hun har ventet på.

“Den anden søster” er en filmatisering af Philippa Gregorys roman, der er den første i en serie. Fortællingen tager sig nogle betydelige friheder med de historiske facts og er blevet gendigtet som en art feministisk beretning. Her er kvinderne ofre for de magtliderlige mænds vilje, omend Anne får en forståelse for spillets regler og selv erhverver sig nogle store ambitioner undervejs. Som en typisk periodefilm er den en fremvisning af smukke landskaber, idylliske herregårde og kjoler med store korsetter. Mere usædvanligt er det, at skalaen er forholdsvis lille, og vi ser sjældent særlig stort anlagte scener. Ofte ligner den de historiske engelske tv-dramaer til forveksling.

Filmens største styrke er skuespillet – i særdeleshed Natalie Portman og Scarlett Johanssons roller som henholdsvis Anne og Mary. Det er dog primært Portman, der for alvor får lov til at dupere, og hendes håndtering af Annes følelsesmæssige rejse er blændende. Alligevel fungerer historien ikke rigtigt, og trods skuespillet efterlades man overraskende kold af de grumme begivenheder. Problemet synes at være, at filmen i sin iver efter ikke at kede bliver så handlingskoncentreret, at den afrundede personkarakteristik lades i stikken. De fleste hovedpersoner er så overfladiske eller utiltalende, at det er meget vanskeligt at blive særlig involveret i deres kvaler. Ligeledes bruges der ikke den fornødne tid på at skabe et overbevisende søskendeforhold, så vores reaktion på deres indbyrdes stridigheder bliver ret beherskede.