Filmz
Den forbudte by

Man cheng jin dai huang jin jia

Medvirkende:

Chow Yun-Fat, Gong Li, Jay Chou, Liu Ye, Qin Jun-Jie, Li Man, Ni Da-Hong, Chen Jin

Instruktør:

Zhang Yimou

Filmlængde:

114 minutter

Genre:

Action, Action, Drama, Drama, Romantik, Romantik, Adventure, Adventure

Den forbudte by

Når monotonien begynder at melde sig[i]Typecasting[/i] er enhver skuespillers frygt. Med tiden ender den slags skuespillere med at levere rutineprægede og fantasiløse gentagelser. Noget lignende lader til at være ved at overgå den kinesiske mesterinstruktør Zhang Yimou, som med det episke værk “Den forbudte by” synes at være ved at køre fast i de grandiose historiske farvelader. Farverne er stadig lige så balstyriske som i hans foregående storfilm, og actionscenerne er skam også af en farverig palette, som bringer tankerne tilbage til tidligere værker. Men en idémæssig farvemathed er begyndt at melde sig med “Den forbudte by”. Fortællingen føles mere end bare momentvis træg og monoton, og det er kun i små glimt, at man for alvor lader sig rive med.

[image=20062]

Vi befinder os i det 10. århundrede, og den egenrådige kejser af Kina, spillet af en evigt skulende Chow Yun Fat, er vendt hjem til paladset hvor hele familien samles i anledning af den årlige Chong Yang-festival. Vi fornemmer straks, at noget er råddent i Danmark. Intrigerne er mange, og det er absolut heller ikke kærlighed til kejserinden, der har kaldt kejseren tilbage. Han pønser øjensynlig på noget. I mellemtiden lider kejserinden, solidt og ulmende spillet af Gong Li, af en mystisk sygdom, som kejserens livlæge ved mere om, end han vil ud med. Og hendes næsten psykotiske besættelse af gyldne krysantemumer bekymrer familien.

Men rævekagerne stopper ikke der. I al hemmelighed har kejserinden nemlig indledt en affære med sin stedsøn, kronprins Wan. Wan er dog ikke spor glad, og drømmer om at undslippe paladset, sine kejserlige pligter og ikke mindst kejserinden. Alligevel forsøger hoffet at opretholde facaden og afholde den imponerende festival. Alt imens festivalen udspiller sig, marcherer tusindvis af guldklædte krigere med den næstældste af kejserens tre sønner i front mod paladset. Og midt i al virakken har alle glemt den yngste af sønnerne, som naturligvis også vil have en bid af den kinesiske ønskekage.

[image=20064]

“Den forbudte by” er den afsluttende del i Zhang Yimous ellers imponerende trilogi, der tidligere har budt på “Hero” og “House of Flying Daggers”. Og endnu en gang er grænsen for den dyrest producerede film i Kina blevet rykket. “Den forbudte by” har også masser af storslåede slagscener. Specielt er det værd at nævne en jagt gennem en bjergkløft, som er en visuel og dramatisk perle. Men det meste er desværre set før, og monotonien begynder hurtigt at melde sig. Øjnene bliver hurtigt mætte af de farverige actionoptrin, som bliver ensformige, og scenerne har lidt for mange ligheder med Yimous to forgængere.

Handlingens intriger i “Den forbudte by” slægter unægtelig den græske tragedie på – ja, i visse lykkelige øjeblikke bringer den sågar tankerne hen på Shakespeares store dramaer. I stedet for at skærpe dramaet ender Yimous fokus på rænkespillene beklageligvis med at tynge fortællingen, som i perioder går helt i tomgang. Filmens rævekager er for få og ikke stærke nok til at løfte filmen op på et niveau, hvor den for alvor evner at fange tilskuerens udelte opmærksomhed. Endelig giver filmen lidt dårlig smag i munden, fordi dens politiske stillingtagen er meget lig den, vi oplevede i Yimous “Hero”. Og det synes at være en noget kvalm og fuldstændig ukritisk bekræftelse af det nuværende styre.

[image=20065]

Kort om filmen

Kina i det 10. århundrede. Kejseren vender uventet hjem til paladset for at holde ferie med sin familie. Her finder han kejserinden kastet ud i en mystisk sygdom og en næsten psykotisk besættelse af gyldne krysanthemumer. I al hemmelighed har kejserinden indledt en affære med sin stedsøn, kronprins Wan, der drømmer om at undslippe paladset og sine kejserlige forpligtelser. Alligevel forsøger hoffet at opretholde facaden og afholder en imponerende festival. Alt imens festivalen udspiller sig, blomstrer intriger overalt, og tusindvis af guldklædte krigere marcherer mod paladset.

Ads by MGDK