H. C. Andersens velkendte historie om den grimme ælling, der med tiden udviklede sig til en stor, pragtfuld svane, er formentligt velkendt prosa for langt de fleste børn og voksne. Nu har den aldrende fortælling imidlertid fået nyt blod og nyt liv i animationsfilmen “Den grimme ælling og mig”, der uden tvivl må høre til en af dansk films allerstørste satsninger inden for sin genre.

Vi er naturligvis helt i tråd med historien om det stakkels kræ, der må gå så grueligt meget igennem, før det for alvor kan baske med vingerne og hævde sig som Danmarks prangende nationalfugl – svanen. Nu er “Den grimme ælling og mig” imidlertid heller ikke bare en relancering af det klassiske eventyr, men snarere en nutidig fortolkning, der giver fortællingen sin helt egen personlighed og sit helt eget præg, der i øvrigt bakkes solidt op af de animerede figurtegninger.

I den opdaterede og således animerede version er ællingen, her meget passende lydende navnet Grimme, ikke den eneste, der gennemgår en afgørende forvandling. Også den nederdrægtige og selvoptagede rotte, Rotto, der i og for sig er det egentlige omdrejningspunkt et langt stykke af vejen, er genstand for en eklatant make-over. De to figurer mødes ved lidt af et sammentræf, hvor Rotto af ren og skær nød og spekulation udgiver sig for at være den grimme ællings fædrende ophav, mens Grimme fra starten blot er et æg. Sammen tager de rejsen – i mere end én forstand – mod et legendarisk tivoli, der angiveligt skulle kunne gøre begges lykke.

Selv om “Den grimme ælling og mig” udvikler sig i en habilt underholdende retning med et til tider ganske levende og eventyrligt, billedmagisk sprog, er filmen som helhed ikke helt igennem vellykket. Holdet bag har uden tvivl evnet at give filmen en kærkommen sjæl og varme, men desværre ikke uden at lægge beslag på originaliteten, som er en mangelvare i udtalt grad. Det er naturligvis forsvarligt at referere til andre film i større eller mindre grad, men når hele konceptet er bygget op om lignende animationsfilm, som det her er tilfældet, er det problematisk. Således er det ikke svært at aflæse inspiration fra sekvenser i både “Shrek”, “Toy Story” og sågar “Ringenes herre”.

“Den grimme ælling og mig” er en dannelseshistorie med de traditionsbundne fortegn. Og efter de forskrifter – med muntre gimmicks og dybtstikkende figurtegninger til følge – fungerer det animerede eventyr da – men nok mest for de mindre størrelser. For et ældre publikum vil karaktererne nok savne noget af den politiske ukorrekthed, som særligt Anders Matthesens “Terkel i knibe” udmærkede sig med. De træk bliver først – sammenflettet med en egentlig konflikt – evidente ret sent i fortællingen og hyppigst personificeret igennem den spidsørede gnaver, Rotto, og den rottejagende kat, Ejnar.

Den egentlige hovedperson – Grimme – bliver undervejs halvvoksen teenager i nattens mulm og mørke, til stor overraskelse for både farmand Rotto, for publikummet og formentligt også for ham selv. Det betyder – ikke overraskende – amoriner i luften, teenageoprør og pubertære udmeldinger, der, hvorom alting er, yder historien et velplaceret ansigtsløft. Tonen bliver anderledes befriende og hverdagsgenkendelig, når Grimme udskriger sine frustrationer over forældre, følelser og forelskelse. Beskrivelsen af den vordende ungdommer rammer her med imponerende præcision og gør, at “Den grimme ælling og mig” på sigt også har noget at tilbyde sit voksne publikum.

Filmens stemmer tilhører blandt andre Søren Fauli, Lars Hjortshøj og Klaus Bondam, der trods en gennemtrængende genkendelighed fra helt andre sammenhænge trods alt leverer en indlevende og engageret vare. Som helhed har “Den grimme ælling og mig” kvaliteterne i orden, men alligevel bliver niveauet aldrig bedre end jævnt underholdende – ikke mindst takket være manglen på originalitet og skarpskåret humor.

Video”Den grimme ælling og mig” leveres i et anamorphic widescreen 1.77:1 format, der tager sig blændende ud. Intet mindre. De flotte animationer står knivskarpt i billedet, der er blottet for digitale forstyrrelser af nævneværdig karakter. Også farvetemperaturen holder sig på et konstant niveau.

AudioOgså lyden tager sig ganske godt ud. Det danske lydspor leveres, ligesom det medfølgende finske og engelske ditto, i et Dolby Digital 5.1 format, som er ganske velkomponeret. Musik og effekter kommer massivt ud fra fronthøjtalerne, mens baghøjtalerne halter lidt og godt kunne spille en større rolle. Alligevel er det ikke til at komme uden om, at lyden i “Den grimme ælling og mig” er rigtigt velfungerende og på fin vis understøtter billedsiden.

EkstramaterialeLigesom filmen er også ekstramaterialet på et jævnt niveau, men fokuserer trods alt udelukkende på “Den grimme ælling og mig”. Der er således teasers for filmen fra henholdsvis 2000 og 2006, en trailer for den endelige film, bag kulisserne optagelser, en animeret musikvideo samt en mindre gimmick med manuskriptforfatteren Mark Hodkinson. Det er ikke noget fabelagtigt udbud men er dog et nogenlunde supplement til filmen.