Louise Andersen (Natalie Madueño) lever et trygt og godt liv i Norge sammen med sin norske kæreste, Joakim. Lige indtil den dag hun bliver genkendt som Helene.

Louise er nemlig i virkeligheden Helene Söderberg, arvingen til et dansk shippingimperie, hvor hun ligeledes har en mand og en søn. Helene, der forsvandt og dukkede op i Norge for to år siden, lider af hukommelsestab og tager derfor tilbage til Danmark for at finde ud af, hvad der skete, og hvorfor hun forsvandt.

Svaret på dét viser sig at indeholde en del twist and turns, og vejen derhen er ikke nem.

Et bærende element bliver Söderberg-virksomheden og Helenes far, der døde kort tid før, hun forsvandt. Helene kan kun huske sin fortid i glimt. Glimt, der dog tager til jo længere hun bevæger sig ind i sin gamle verden, da hun flytter ind hos sin glemte familie – manden Edmund, sønnen Alexander og svigermoderen Caroline, der har hjulpet til, mens Helene har været væk.

Alexanders ‘kan du slet ikke huske mig, mor?’ sætter hurtigt tonen for, hvad der er på spil.

Natalie Madueño spiller rollen som Helene, og det er uden tvivl et godt valg. Kendt fra danske serier som Bedrag (2016) og Den som dræber (2019-2024), falder hun hurtigt ind i det thrillerprægede univers. Helene er en forsagt karakter, der prøver at finde frem til sig selv, og hun lader sig guide et langt stykke af vejen.

Særligt af hendes tilsyneladende elskværdige mand, Edmund.

Vi var så lykkelige.

Du havde det svært.

Du er ikke rask, Helene.

Claes Bang er foruroligende i rollen som Edmund, der har fundet vej ind i Söderberg familiens shippingfirma og giftet sig med Helene. Helt klassisk, er der ikke noget nyt under solen i karakteren, der tilsyneladende er helt perfekt og bare gerne vil passe på den stakkels Helene, der har været meget igennem.

Claes Bang spiller næsten for godt, og sammen med Madueño forsøger de to karakterer at nærme sig hinanden i et spil, der bliver farligere og farligere. De spiller begge ned til mindste ansigtsmimik, der formidler et utal af tanker og karaktertræk med finesse. Det er uden tvivl filmens stærkeste punkt.

Som altid, er det ikke nogen overraskelse, at overfladen sjældent er, som den ser ud, og man får mere end en gang lyst til at ruske Helene og sende hende lige fluks tilbage til Norge.

I sikkerhed.

Joakim (Pål Sverre) spiller en langt større rolle, end man kunne forvente af den klassiske, søde kæreste, der ellers hyppigt køres ud på et sidespor til fordel for ’the main love interest’. I stedet for at give op på kærligheden til Louise, der nu er Helene, rejser han efter hende til Danmark. Her dykker han ned i sin egen af efterforskning af Söderberg-familien og den fortid, de gemmer på.

Pål Sverre er efterhånden en nordisk fanfavorit, der har medvirket i en række forskellige film og serier, både nationalt og internationalt (Kon-tiki, EXIT red.), hvor han har gjort sig bemærket for sin versatilitet og indlevelse. Og det forstår man godt. Som Joakim er Pål Sverre mild og rolig, i stærk kontrast til filmens andre roller, og har seerens ønske på hjerte: at finde ud af, hvad der egentlig er op og ned. Derudover er han et kærkomment pust til fortællingen, der får én til at holde vejret lidt ekstra, når Joakim kommer et step foran i efterforskningen.  

Den Hemmelige Kvinde formår at spinde et psykologisk net, der netop når at forvirre og får én til at sætte spørgsmålstegn. Hvor der er chance for, at filmen falder ned i hullet af klicheer og forudsigelige valg, er det befriende at se, at den klassiske skandinaviske thriller også godt kan tage nye valg og gå nye veje. Med fare for at spoile for meget og samtidig sige for lidt, er der særligt én scene, hvor de tre hovedskuespillere brænder igennem og viser dette. En iskold og rolig Edmund, en bedugget, men beslutsom Helene og en standhaftig Joakim.

Her bliver det klart, hvem der har ret, og hvad filmen egentlig kan.

Det er da også de stærke skuespilspræstationer, der holder filmen oppe, når fortællingen alligevel viser sine sprækker. I sin helhed er plottet langt fra banebrydende, og flere gange føles det, til trods for førnævnte styrker, som en historie, vi har hørt før, sat på ny flaske. Der er scener, der er for tynde og afslutninger, der er for forhastede. Plottet mangler derudover et stærkere svar til ét centralt spørgsmål;

Hvordan kunne Helene Söderberg, arvingen til et shippingimperie, leve to år i Norge som Louise Andersen uden at nogen satte spørgsmålstegn ved det?  

Ser man bort fra sprækkerne, må Den Hemmelige Kvinde siges at være en solid drama- og thrillerfilm, der fra første minut sætter en eerie stemning og bygger et psykologisk spil op båret af stærke skuespilspræstationer.

Nok efterlader filmen ikke et varigt indtryk, når de sidste rulletekster er kørt over skærmen, men man var fanget og underholdt undervejs. Den Hemmelige Kvinde kommer sikkert i havn, og nogle gange er netop dét også nok.   

Den Hemmelige Kvinde har premiere 28. august på Netflix.