[b]Den lille prinsesse[/b]

Jeg kan allerede høre puritanernes fornærmede protester: [i]’Helligbrøde! Blasfemi! Det dér, det gør man bare ikke ved en klassiker!'[/i] Lad dem brokke sig. De tager fejl. Det, “Kung Fu Panda”-instruktør Mark Osborne har gjort ved Antoine de Saint-Exupérys elskede fortælling om “Den lille prins”, er præcis det, mange kedeligt forudsigelige filmatiseringer ikke tør. Han fortæller den på en ny måde. Med kærlighed, men uden overdreven respekt. Han fortæller til vores virkelighed, som unægtelig er en anden, end den var i 1943, da historien blev skrevet.

Den lille prins siger godt nok, at det væsentlige er usynligt for øjet. Men jeg tror, at også han ville have glædet sig over den ambitiøse og varierede animation, der med sin blanding af CGI og stop-motion giver fortællingen et unikt udtryk, som legesygt og bevægende fletter det gamle eventyr og den nye rammefortælling ind i hinanden. De to stilarter tegner hver deres verden og verdenssyn. Barnlig, naiv og fantasifuld i stop-motion. Fornuftig og fantasiløst firkantet i CGI.

I CGI’ens voksenvirkelighed bor en lille pige med sin ambitiøse karrieremor. Her er alt ordnet med effektivitet og profit for øje. Husene er ensformige og funktionelle. Vejene krydser kun hinanden i rette vinkler. Ingen skæve, sværmeriske svinkeærinder. Kun den lige vej mod det fornuftige mål. Selv buskene er klippet firkantede. Den lille piges liv er lige så skarpt tilrettelagt som omgivelserne. Hendes mor har organiseret hendes liv i et altomfattende excelark af en tidsplan, som ikke levner megen tid til leg og pjat. Den slags er der ikke plads til, hvis den lille pige skal klare optagelsesprøven til den fine skole, så hun kan få en god uddannelse, et godt job og et produktivt liv.

Der er dog en enkelt afviger, som byplanlægningen ikke har formået at ensrette. Den lille piges nabo er en gammel mand, tidligere pilot. Ligesom Saint-Exupéry selv var det. Nu er han bare en pensioneret landsbytosse. Hans mærkelige Ole Opfinder-hus er en skamplet på nabolaget, og hverken den lille pige eller hendes mor har tid til hans tosserier. Indtil den gamle mand smider en papirflyver ind ad hendes vindue. Det er starten på fortællingen om den lille prins og hans elskede rose.

Ordene og illustrationerne bliver levende i en smuk stop-motion-animation, hvor karaktererne ligner små, udskårne træfigurer. Det må have taget lang tid. Ikke en særligt effektiv måde at lave film på. Og det er lige netop en af de ting, der gør det så smukt. “Den lille prins” er stadig en elegant lille fortælling om venskab, nærhed og død. Men i sin nye ramme får den samfundskritisk kant som en påmindelse om, at læringsmål, gode karakterer og stor profit ikke er det vigtigste her i verden. Det vigtigste kan nemlig kun ses med hjertet.