[b]Robinson Skildpadde[/b]

Det begynder med en mand. Sådan er det altid med skabelsesberetninger. Den første mand skaber en kvinde skaber et barn. Så er vi og hele livet i gang. “Den røde skildpadde” er Studio Ghibli, når det er mindst magisk og mest eksistentialistisk. Det handler om det hele. Og ikke en skid på en øde “Cast Away”-ø.

Jeg synes godt, jeg kan fornemme, at japanske Ghibli denne gang har ladet europæiske Michael Dudok de Wit instruere. Det er mindre mærkeligt – ingen nuttet Totoro eller hekse – men i stedet skraldet, goldt med tid til at tænke over tingene. Og se på dem. Det åbner som et Hokusai-maleri. En skibbruden mand på oprørt hav. Havet bliver større og større, manden mindre. Lyden tager til. Regn og vind. Det er råt ude i naturen – her kommer ingen Vaiana forbi på en sangglad tømmerflåde og hjælper dig.

I stedet skyller den anonyme mand i land. Han er ene [i]cast away[/i] på øen – end ikke en volleyball er der til at tale med. Kun et par krabber, men de taler ikke. Det gør manden heller ikke. Hvorfor skulle han også det? Her er jo ingen. Kun lyden fra måger og en søløve i en skrabet animation, der leder manden på opdagelse i en grøn jungle, inden han frustreret råber fra toppen af det brune bjerg. Ingen svarer. Han må væk. Bygger en tømmerflåde. Men det går ikke – du kan ikke flygte fra virkeligheden, det er jo næsten ikke en Studio Ghibli-film.

For selv om manden finder en uendelig mole væk fra øen samt en violinkvartet midt på stranden, så er det ikke en fantastisk virkelighed, men en drøm, som han vågner fra igen. Alene på øen. Lige indtil mødet med den røde skildpadde. Her overgiver Dudok de Wit sig til lidt Ghibli-magi og den her fortællings slags havfrue; en Ariel eller en Eva, der sikrer livets cyklus, meningen med livet.

Det er det hele. Et år bliver til mange, og tiden går i “Den røde skildpadde”, imens manden bliver gammel, og en søn vokser op. Det er [i]the circle of life[/i] uden en melodramatisk Simba eller en ond Scar. Her er kun en lille familie på en øde ø, der ikke siger en skid. De er mere myte end mennesker. Hulemalerier af den virkelige verden, hvor meningen vist også er noget med, at vi fødes, føder og dør. Holistisk og rolig som en rød skildpadde.