[b]Vinteren er også kommet til Norge[/b]

Det er godt engang imellem at få udvidet sin horisont. At lære noget om sit eget land og lidt om de andres. Krønikeskrivningen i “Den sidste konge” er et blik dybt ind Norges sjæl. Vi får både historien om det norske folks oprindelse, og hvorfor de går så meget op i skiskydning. Og så er den mit første møde med en måske ny norsk genre: langrends-movie. En frydefuld jagt igennem sneen, hvor Bjørndalens sønner endnu engang kan grine mildt af dumme danskere, der kæmper med smøringen.

Som en service til alle uden for Norge så indledes der med den historiske films vigtigste element: introteksterne i svungen skrift. Birkebeinerne er trængt af Baglerne, der får hjælp fra Danmark. Det sidste håb er kongens uægte søn, Håkon Håkonsson, der skal fragtes til kongsgården i ét stykke for at overtage tronen. Det lyder simpelt, men så begynder nogle adelige brødre at forråde hinanden og en dansk biskop at lægge planer. Som i de fleste historiebøger er der en masse navne og en del skæggede hoveder at holde styr på.

De rænkespillende danskere er de norske kraftkarles modsætninger. Glatbarberede og sleske prøver de hele tiden at stjæle kongemagt og filmscener. Søren Pilmark hvisler biskoppens replikker så dramatisk sammenbidt, at jeg begynder at forstå, hvorfor man på engelsk taler om scene chewing. Nikolaj Lie Kaas tygger med munden lukket i en sur grimasse, men åbner en gang imellem op for at spytte på folk eller beordre nogen dræbt. Når man endelig får en skurkerolle, skal den bare have én over nakken.

Kristofer Hivju er mere på automatpilot som vild kriger med en godmodig klovn indeni. Jakob Oftebro er den skære telemarkshelt med isblå øjne og et fromt ønske om bare at få fred til at dyrke sin sæter. Fuldstændig som Mel Gibsons galleri af familiefædre med noget at hævne. Hvornår lærer herremænd på heste, at den sikre vej til nederlag er at slå en en bondekone ihjel for øjnene af hendes bondemand? Ikke så længe klichéerne skal holdes i live – skurke myrder frydefuldt overlagt, heltene slår hjerneskaller ind som hævnens sidste udvej.

“Den sidste konge” fylder på med tindrende, sneklædte toppe, brusende mjødkrus og keltisk fløjtemusik, så man nogle gange føler sig hensat til en Carlsberg-reklame for en eller anden nynordisk cider. Det er en fantasi om renhed og ægthed og gode mennesker, hvis fåreholdende ski-paradis bliver inficeret af udenlandsk fup og fidus. Et romantiseret vikingespil, der næsten kommer til at dække for de vellavede jagtscener.