Filmz
Den skaldede frisør

Love Is All You Need

Medvirkende:

Pierce Brosnan, Trine Dyrholm, Paprika Steen, Kim Bodnia, Line Kruse

Instruktør:

Susanne Bier

Filmlængde:

112 minutter

Genre:

Komedie, Romantik

Den skaldede frisør

[b]Oprigtig romantik[/b]

Én af årets mest [i]hypede[/i] danske film er uden tvivl “Den skaldede frisør”, der skilter med flere iøjefaldende komponenter: Susanne Bier har instrueret, Pierce Brosnan spiller den mandlige hovedrolle, og filmen foregår tilmed i det gudesmukke Italien. Genren er måske i den tvivlsomme ende – superbe romantiske komedier gror ikke just på træerne – men “Den skaldede frisør” er trods alt en både dybsindig, varm og rørende oplevelse. Og så sidder den stadig fast i bevidstheden, når lyset tændes, og man forlader biografens mørke.

[image=68648]

Ida (Trine Dyrholm) er en ganske almindelig damefrisør. Hun er netop kommet til hægterne igen ovenpå en svær tid med kræft, og hun bor i en forstad til København sammen med Leif (Kim Bodnia), for hvem hun ynder at finde på undskyldninger. Hun taber dog mælet, da hun en dag kommer hjem og finder sin mand på sofaen med en meget yngre, flottere og dummere kollega. Det sker lige før den weekend, hvor ægteparret skal til Italien for at holde deres datters bryllup, så Ida beslutter sig for at tage af sted alene, mens Leif tager af sted sammen med sin nye kæreste. Man kan roligt at sige, at det bliver sværere og sværere for Ida at tøjle sin triste, rutineprægede hverdag, men tilværelsen begynder at lysne lidt, da hun møder Philip (Pierce Brosnan) – en engelsk og kynisk hidsigprop, der også er faderen til Idas kommende svigersøn.

“Den skaldede frisør” lyder umiddelbart som en ordinær omgang à la metervarerne fra Hollywoods store trædemølle. Sandheden er dog heldigvis en anden. Selvom Ida og Philip selvfølgelig ikke kan lide hinanden i starten, og selvom Philips skurkagtige svigerinde (Paprika Steen på autopilot) er en af den slags omvandrende klicheer, som romantiske komedier altid mønstrer, så svælger “Den skaldede frisør” på ingen måde i konventioner, og den spiller mest på det usagte og stemninger. Selv inden for denne lette genre sikrer Bier, at der en følelsesmæssig indlevelse bag enhver gestus, ethvert ord og enhver scene. Bier betræder med andre ord succesfuldt den hårfine linje mellem over- og underspil, og hvis det ikke var for nogle få brister i persongalleriet, ville der ikke have været en finger at sætte på hendes instruktion.

[image=68759]

Når Biers instruktion får ros, skal hendes skuespillere også have det. I rollen som den lidt fortabte Ida viser Trine Dyrholm endnu en gang, at hun er en af Danmarks bedste skuespillerinder. Den varme og humor, som hun udstråler, kan man hverken lære eller betale sig til. Samspillet mellem hende og Brosnan er samtidig så naturligt og indtagende, at man sluger den genkendelige “først fjender, så venner”-drejning råt.

Dermed ikke sagt, at “Den skaldede frisør” kun er centreret om Ida og Philip. Nej, dette er en god, gammeldags ensemblefilm, hvori hver enkelt skuespiller kender sin rolle og dennes funktion. Molly Egelind stråler som datteren, Astrid, og Sebastian Jessen udviser en raffineret sans for det underspillede, når han i rollen som Astrids forlovede bestandigt prøver at undertrykke sin egen identitet. Der er dog langtfra underspillet skuespil over hele linjen, og især Paprika Steen overspiller til den store guldmedalje. Det samme gør Christiane Schaumburg-Müller i den klichefyldte rolle som den dumme blondine, der ikke kan meget andet end at danse og flakke med øjenvipperne. Det er ærgerligt, at Bier og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen ikke droppede disse malplacerede, folkekomedieagtige påfund.

[image=68764]

Kort om filmen

To meget forskellige familier mødes i en skøn gammel villa i Italien, midt i en idyllisk citronlund, med forventningen om at skulle deltage i et romantisk bryllup, planlagt til mindste detalje. Absolut intet går efter planen, og alligevel lykkes alting til sidst.

Ads by MGDK