Der er ærligt talt ikke meget at glæde sig over i “Den sorte madonna”, der er præget af et tankevækkende fravær af komiske replikker, underholdende action-sekvenser og ditto skuespil, som det ellers burde forventes i denne Olsen Banden-[i]look-alike[/i].

Lasse Spang Olsens seneste bedrift, der tydeligvis ikke er uden lun skelen til hedengangne Olsen Bandens ditto, er nemlig alt andet end vellykket. Det mærkes på replikkerne, der runger fortvivlende hule, skuespillerne, der ikke kan finde en grimasse, som kan passe, og handlingen, der i bedste fald er ligegyldig.

“Den sorte madonna” er historien om den studerende Maria Hartmann (Tuva Novotny), der i fritiden ernærer sig som striptease-danserinde og takket været far Kurts (Morten Grundwald) håbløse evner som tyveknægt får fingrene i det uvurderlige, polske ikon, bedre kendt som ‘den sorte madonna’. Det er dog ikke en situation, Maria begræder, for hvad nu hvis man kan lave mønt på hele affæren og lægge stripper-karrieren på hylden? Så enkel er situationen naturligvis ikke, og snart er Maria og kunststykket jaget vildt fra de københavnske gader til de polske landbrugsområder af både den russiske mafia, fallerede tyveknægte og i primær grad den kluntede og forelskede kriminalassistent Gustav (Anders W. Berthelsen).

Der skal ikke herske tvivl om, at Lasse Spang Olsen har en fortid som stuntmand. Så der er, sikkert af samme årsag, foranlediget rigeligt tju-bang action – og det både til vands, til lands og i luften. Det hæmmer dog ikke et yderst magert indtryk og er i sig selv præget af et kvalitetsmæssigt lavpunkt. Der er simpelthen grænser for, hvor længe det er sjovt at se på flyvende biler, iturevne køer og nedstyrtende flyvemaskiner. Men nu er det angiveligt heller ikke kun det, “Den sorte madonna” handler om.

Så derfor lægger filmen også op til en absurd kærlighedsaffære mellem netop stripperen Maria og strisseren Gustav. De to stridende parter finder fælles fodslag og falder pludseligt pladask for hinanden på trods af deres væsensforskellige baggrunde og i øvrigt forskellige interesse i madonnaen. Og mon ikke det skal ses i lyset af, at de begge er kørt sure i deres respektive livsformer og gerne vil starte på en frisk?

“Den sorte madonna” kunne formentligt tillægges en hvis underholdningsværdi, var det ikke for de fuldstændigt hjernedøde replikker, der fra start til slut fremstår både malplacerede og kunstige. Det har da tydeligvis også smittet af på en længere perlerække af danske skuespillere, der de fleste steder har svært ved at finde den rette ansigtsmaske og spille rollen med bare den mindste smule overbevisning.

Persongalleriet er fremstillet overmåde unuanceret, og det bliver trættende i længden. Især når vi for hundredeogsyttende gang skal høre på Marias tvivlsomme forsøg på eder og forbandelser med svensk accent eller vittighederne om Gustavs dun på hagen. Der bliver i stor stil spillet på klicheerne, og det virker vagt, at Lasse Spang Olsen ikke har mere at byde på.