Det blå pasDet er nok kun hos de færreste, at navnet Harald Edelstam vil få en klokke til at ringe. Den nu afdøde svenske diplomat havde til evne altid at være de forkerte steder på de forkerte tidspunkter, hvilket bragte ham til adskillige af verdens brændpunkter. Fordi han heroisk satte sit liv på spil og tilsidesatte sine diplomatiske beføjelser, lykkedes det ham at redde mange mennesker igennem sit liv.

Under 2. Verdenskrig, hvor han var svensk ambassadør i Norge, hjalp han både jøder og modstandsfolk med at flygte fra nazisterne, hvilket gav ham tilnavnet ‘Den sorte pimpernel’. Under Pinochets militærkup i september i Chile i 1973 var Harald Edelstam udsendt som ambassadør, og det er fra denne tid, at han for alvor vil blive husket, da han reddede hundredvis af chilenere fra at blive dræbt, imens han samtidig skulle redde sit livs kærlighed. Det er disse begivenheder, der bliver skildret i filmen “Den sorte pimpernel”.

Film som “Den sorte pimpernel”, der skildrer en person, som redder mange menneskeskæbner fra døden, er langt fra enestående. “Hotel Rwanda” og ikke mindst “Schindlers liste” er begge rørende historier om personer, som gør en forskel. Det skal dog slås fast med det samme, at “Den sorte pimpernel” på ingen måde er i nærheden af Spielbergs mesterværk. Hvor det i “Schindlers liste” var penge, som var den primære løsning på at redde jødernes liv, er det i “Den sorte pimpernel” Harald Edelstams blå diplomatpas og den svenske ambassade, der – foruden Edelstams karismatiske person – udgør de redskaber, som når at redde mange liv. Edelstams diplomatiske status i form passet sikrer ham mod det chilenske militær, som var det en skudsikker vest. For ét skud eller én voldelig handling imod en diplomat kan meget vel betragtes som en krigserklæring, og det ved både militæret og Edelstam, om end Edelstam er klar over, at hans handlinger rækker langt udover hans diplomatiske beføjelser.

“Den sorte pimpernel” er svensk- og dansk-finansieret, men har også modtaget et bidrag fra Amnesty International, hvilket sender et signal om, hvor vigtigt det er at fremhæve de personer, der tør gøre en forskel i kritiske situationer. På trods af det kunne man godt have en frygt for, at der ikke ville være tilstrækkelige ressourcer til at genskabe omgivelserne, som de så ud i 1973. Heldigvis bliver denne frygt gjort til skamme. Chile danner scene for filmens optagelser og sågar de selvsamme kældre, hvor uskyldige mennesker blev tortureret og dræbt under Pinochets styre, optræder i filmen. Der er heller ikke sparet på det militære isenkram, og tilsammen giver det nogle troværdige omgivelser for filmens handling.

Michael Nyqvist fremstår fremragende i den altoverskyggende hovedrolle som Harald Edelstam. Han udstråler autoritet og leverer et troværdigt billede af den opførsel, man må formode, Harald Edelstam har haft. På trods af dette stærke ydre må han i sine mareridt om natten kæmpe med fortidens rædsler, som skjuler sig i hans sind. Rædsler som man gerne ville høre noget mere om. Filmen lægger op til at ville fortælle, hvad der drev Edelstam til at løbe en så stor risiko for sit eget liv for at redde andre, men i sidste ende bliver det spørgsmål aldrig besvaret. Vi oplever Edelstams handlinger under militærkuppet, men får aldrig at vide hvad, der driver ham, hvilket er en mangel. Ligeledes bliver der heller ikke givet et ordentligt billede af den kærlighed, som Edelstam nærer til Consuelo Fuentes (Kate Del Castillo). Deres romance virker overfladisk, og man får kun et halvfærdigt billede af Edelstams følelser for Consuelo og omvendt.