Djævelsk god thrillerMartin Scorseses genindspilning af Hong Kong hittet “Infernal Affairs” viser, at der stadig er krudt i den gamle, efter de to høfligt polerede skuffelser “Gangs of New York” og “The Aviator”. “The Departed” serverer en heftig gang underholdning og stjernespækket [i]suspense[/i], som formår at gøre materialet til sit eget, uden dog at overgå originalen.

Og for lige at få det på det rene: der [i]er[/i] tale om en ganske tro remake af Wai Keung Lau og Siu Fai Maks blændende dobbelt-undercover thriller fra 2002, selvom Scorsese og co. har gjort sit for at understrege, at dette altså er deres helt egen film. Manuskriptforfatter William Monahan, hvis sløve pen stod bag Ridley Scott-parantesen “Kingdom of Heaven”, har virkelig oppet sig denne gang, og opdaterer det asiatiske forlæg til amerikanske standarder. Det kringlede plot om de to unge knægte, der går undercover i hver sin organisation – den ene hos politiet, den anden hos mafiaen – og den tveæggede katten-efter-musen leg som bliver følgerne, er i Scorseses version henlagt til en tvist mellem Bostons irske forbrydersyndikat og politiet. Scenen er sat ovenpå fordums raceuroligheder i 60’erne, men handlingen foregår i vor tid. Plottet er ligeså snoet som en proptrækker, og kender man ikke originalen, har man mange gode overraskelser i vente. Selvom der er dømt veltrimmet action blandt en perlerække af amerikanske skuespillere, som kun Hollywood kan servere det, så gælder det om at holde tungen lige i munden for at følge med.

Colin Sullivan (Matt Damon) shanghajes af gangsterbossen Frank Costello (Jack Nicholson) til at infiltrere politiet, så Costello kan køre sin kriminelle organisation uden at blive saboteret af lovens lange arm. Samtidig rekrutteres den unge bølle Billy Costigan (Leonardo DiCaprio) hemmeligt af politiets specialenhed, ledet af politichef Queenan (Martin Sheen) og sergeant Dignam (Mark Wahlberg) til at gå undercover i Costellos bande. De to unge mænd leder et dobbeltliv uden kendskab til den andens eksistens, men snart går det op for begge lejre, at deres egen organisation har en stikker. Af frygt for at blive opdaget, må de hver især søge at afsløre den anden, inden de selv bliver stukket.

“The Departed” spinder en veludført spændingshistorie, der på grund af sin spilletid på lidt over to en halv time har tid til at tilføje sine egne små krøller på intrigen hist og her, blandt andet en overraskende god sidehistorie med en kvindelig psykolog som begge mænd forelsker sig i, samt et større indblik i de to karakterer, der får mulighed for at forklare deres motiver mere. Derudover er der blevet reserveret en ganske god portion [i]screen-time[/i] til Hr. Nicholson, der giver den på alle tangenter som den næsten Mefisto-lignende karrikatur Frank Costello. Der er ingen tvivl om, at ‘Jack’ har haft det sjovt, men hans konstante små indfald, der grænser til det groteske, truer med at køre spændingen af sporet og reducere dramaet til sjove løjer og overspillet improvisation. Men i hans mere truende øjeblikke er han fabelagtig som iskold gangsterboss med et hjerte af sten og en bundsjofel appetit på livets mørke sider.

I det hele taget er det en fornøjelse at se så mange skuespiltalenter samlet i så veludført en thriller, hvor den ene overgår den anden i gennemslagskraft. Scorseses casting af de to hovedroller er noget nær perfekt: Matt Damon gør sin rolle i “The Talented Mr. Ripley” kunsten efter, som Colin, der nok går over lig efter guldet, men hvis dobbeltrolle ikke kan lade være med at give ham moralske skrupler. DiCaprio rammer også sømmet på hovedet som den lige dele sårbare og frustrerede Billy, der er anderledes kompromisløs end Tony Leungs rolle i “Infernal Affairs”. På sidelinien, men langtfra udenfor rampelyset, leverer både Mark Wahlberg, Alec Baldwin, Matin Sheen og især Ray Winstone solide præstationer. Også Vera Farmiga, der spiller psykologen Madolyn, formår at bryde gennem mandehørmen og skaber et interessant portræt af kvinden fanget midt i al løgnen og bedraget.

Filmen har mange små kommentarer til forholdet mellem sandhed og løgn – hvad der er overflade og hvad der stikker under – selvfølgelig spejlet i de to hovedpersoners janusansigt, men det præsenteres dog lidt for direkte og klodset til tider, som skulle publikum lige gøres opmærksomme på faktumet, hvilket synes en kende unødvendigt. Men det er småting, og selvom man måske kan beskylde filmen for at være en anelse blankpoleret, så kommer man ikke uden om, at Scorsese orkestrerer sine spændingsmomenter og virtuose voldssymfonier så fermt, at jeg ofte glemte at kigge på min anmelderblok, og i stedet blev revet med.