Det normale er ofte ensbetydende med det ordinære, og det lyder måske som en underlig ting at tilbede, men det er netop det, vi ofte gør i dette, vores til tider temmelig indskrænkede, samfund. Denne trang til at udjævne alt til et gennemsnitligt niveau tages under kærlig behandling i Wikke og Rasmussens nye familiefilm, “Der var engang en dreng”.

Filmen handler om Kalle, der bor med sin mor Trille og far Palle i et perfekt forstadshjem med nystrøgne gardiner og flere blomster end et tulipangartneri. Alt er fryd og gammen, og lykken bliver bare endnu mere fuldendt, da det viser sig, at mor Trille er gravid. Idyllen får dog et knæk, da Kalles nye lillesøster viser sig at have vinger – eller det, der ifølge lægen blot er små unyttige hudlapper, som heldigvis kan fjernes med et lille kirurgisk indgreb. Det vil familien dog ikke høre tale om, og de tager lillesøsteren, som får navnet Lille, med hjem.

Livet med Lille viser sig imidlertid at være knap så enkelt. De kan ikke skaffe tøj til hende og selv Baby-Bent, der ellers praler med, at han har alt til børn, har intet som passer lillesøster. Til gengæld opdager Kalle at Lille har en ganske særlig evne. Hun kan nemlig flyve. Det er der desværre ingen voksne, der tror på, og da Lille på grund af sine vinger kommer ud for et uheld, rykker den stramme Karin fra kommunen ud og meddeler familien, at nu skal de hudlapper altså af. Lille bliver ført til [i]Plastic Palace[/i] for at blive ‘korrigeret’. Men Kalle vil ikke acceptere det, og sammen med den evigt uheldige Alf tager han ud for at standse lægerne, inden det er for sent.

Med “Der var engang en dreng” er Wikke og Rasmussen tilbage i den unikke stil, som de først lagde for dagen med “Hannibal og Jerry”: en kulørt blanding af kitschet komedie, musical og familiefilm. Der er på mange måder en lige line fra de gamle “Robin Hat” og “Sonny Soufflé” tv-shows til dette syrede satiriske univers. Efter de indledende manøvrer, udvikler filmen sig hastigt til en road movie og et moderne eventyr, hvor Alf og Kalle drager ud i verden i Alfs gamle Cadillac, og undervejs støder på mange sære typer og begivenheder.

På rejsen underholdes man af mange særdeles iørefaldende sange skrevet af bl.a. Stig Kreutzfeldt og Bossy Bo. Numre som “Kom ud”, “Jeg vil have en baby” og “7×7” indsmigrer sig hurtigt med deres friskhed. De leveres af en lang række kendte ansigter og det bliver hurtigt en del af fornøjelsen at se, hvem der mon dukker op i den næste sekvens.

Janus Dissing Rathke klarer det glimrende som Kalle, og Nicolas Bro er rigtig underholdende som den sky og hårdt prøvede Alf, der, ligesom Kalles lillesøster, skiller sig ud fra mængden. Det er vanskeligt at fremhæve nogle i en så alsidig og velfungerende gruppe skuespillere, som vi præsenteres for her, men Anne-Grethe Bjarup Riis er værd at nævne for hendes fornøjelige overspil, mens Bodil Jørgensen er morsom som filmens heks, Karin.

“Der var engang en dreng” er en særdeles sjov og velfortalt historie. Filmen rammer glimrende balancen mellem at være en komedie både for børn og voksne, og her er noget at grine af for alle aldre. For eksempel når Palle, lige efter Trille har sunget “Jeg vil have en baby”, fører hende med ind på soveværelset og bemærker til Kalle at: [i]”Nu må du liiige have os undskyldt et øjeblik…”[/i]. En udsædvanlig charmerende film og et fremragende bud på underholdning for hele den pukkelryggede – måske særligt dem, der ligefrem er pukkelryggede.