En mand kommer ind på en bar. Han sætter et afstresningsbånd i anlægget, og en behagelig stemme fortæller ham, at han skal lukke øjnene og forestille sig, at han ligger på en strand. Men manden finder ingen ro overhovedet. Tværtimod får han et raserianfald, og idet han flår båndet ud af anlægget for at ødelægge det, får han et hjerteanfald.
[image=55947]
Manden, der får et hjerteanfald, er gnavpotten Jacques. En storrygende hidsigprop, der lever og ånder for sin snuskede bar, som han har haft i en halv menneskealder. På hospitalet deler han stue med den unge hjemløse Lucas, der har prøvet at tage sit eget liv, og Jacques beslutter sig for at tage ham under sine vinger. Ikke fordi, han har ondt af ham, men fordi han ser en mulighed for at optræne ham, så han en dag kan overtage baren, når Jacques’ eget dårlige hjerte holder op med at slå.
[image=55945]
Men dermed ikke sagt, at “Det gode hjerte” er nogen decideret mislykket film. For netop instruktørens evne til konstant at blande komedie med tragedie er det, der holder filmen oven vande. “Det gode hjerte” er simpelthen fyldt med sjove og idérige små sekvenser, der til tider både får smilet og tårerne frem. Som i scenen, hvor det umage par Jacques og Lucas sidder og spiser aftensmad på den uhumske bar, og Jacques pludselig holder en mindre tale om, hvordan broccolien er legemliggørelsen af en prut. Det er sådanne små sekvenser, der gør “Det gode hjerte” seværdig. Og så skader det heller ikke filmen, at Brian Cox er i storform som misantropen Jacques, der inderst inde gemmer på et godt hjerte.
[image=55944]