[b]En grædende klovn i tomgang[/b]

En mand kommer ind på en bar. Han sætter et afstresningsbånd i anlægget, og en behagelig stemme fortæller ham, at han skal lukke øjnene og forestille sig, at han ligger på en strand. Men manden finder ingen ro overhovedet. Tværtimod får han et raserianfald, og idet han flår båndet ud af anlægget for at ødelægge det, får han et hjerteanfald.

Er ovenstående åbningsscene til “Det gode hjerte” sjov eller tragisk? Er den begge dele på samme tid? Instruktøren Dagur Kari viser med sin nye film, at tragedie og komik sagtens kan gå hånd i hånd, og han formår at gå en meget svær balancegang, som mange instruktører ville have brækket nakken på. Desværre er det svært at se, hvad han egentlig selv har på hjerte med “Det gode hjerte”, der aldrig rigtig bliver nogen mindeværdig oplevelse.

Manden, der får et hjerteanfald, er gnavpotten Jacques. En storrygende hidsigprop, der lever og ånder for sin snuskede bar, som han har haft i en halv menneskealder. På hospitalet deler han stue med den unge hjemløse Lucas, der har prøvet at tage sit eget liv, og Jacques beslutter sig for at tage ham under sine vinger. Ikke fordi, han har ondt af ham, men fordi han ser en mulighed for at optræne ham, så han en dag kan overtage baren, når Jacques’ eget dårlige hjerte holder op med at slå.

Denne noget søgte handling er klart filmens største problem. Uden at afsløre for meget så har man allerede 10 minutter inde i filmen regnet ud, hvad historien vil ende med, og det gør altså “Det gode hjerte” til en noget langtrukken og forudsigelig affære. Der sker simpelthen ikke nok, og det føles ofte, som om “Det gode hjerte” har været en idé til en kortfilm, der er blevet trukket ud til spillefilmslængde. Især kærlighedshistorien mellem Lucas og en hjemløs, fransk stewardesse virker ligegyldig, og de endeløse dialoger mellem barens gæster er også mere trættende, end de er vellykkede.

Men dermed ikke sagt, at “Det gode hjerte” er nogen decideret mislykket film. For netop instruktørens evne til konstant at blande komedie med tragedie er det, der holder filmen oven vande. “Det gode hjerte” er simpelthen fyldt med sjove og idérige små sekvenser, der til tider både får smilet og tårerne frem. Som i scenen, hvor det umage par Jacques og Lucas sidder og spiser aftensmad på den uhumske bar, og Jacques pludselig holder en mindre tale om, hvordan broccolien er legemliggørelsen af en prut. Det er sådanne små sekvenser, der gør “Det gode hjerte” seværdig. Og så skader det heller ikke filmen, at Brian Cox er i storform som misantropen Jacques, der inderst inde gemmer på et godt hjerte.