[b]Uskyldens langsomme død[/b]

Det er efterhånden utroligt sjældent, man ser en større filmproduktion skudt i sort/hvid. Mellem Coen-brødrenes succes “The Man Who Wasn’t There” og denne anmeldelses fokuspunkt “Det hvide bånd” er det svært at få øje på mange produktioner, der holder den sort/hvide tradition i hævd. Derfor er det da også ekstra forfriskende, når en instruktør tør tage skridtet, og med De Gyldne Palmer i rygsækken tyder det på, at nutidens publikum ikke er for moderne til den farveløse “Det hvide bånd”.

Historien tager sit udspring i en lille landsby i det nordlige Tyskland i årene op til Første Verdenskrig. Alle beboere kender og har meget at gøre med hinanden, og derfor kommer det også som et stort chok for de fleste, da en serie af hærværks- og voldsepisoder sætter pletter på landsbyidyllen. Som historiens stille hovedperson prøver skolelæreren at finde ud af, hvem der står bag de voldsomme episoder, og hvorfor de har fundet sted.

“Det hvide bånd” gør ikke meget væsen af sig. I et langsomt, travende tempo udfolder historien med det store persongalleri sig på forholdsvis udramatisk vis, mens mysteriet om de ubehagelige episoder bliver mere og mere uigennemskueligt. Instruktør Michael Hanneke lader tingene ske i deres eget tempo uden at understrege stemninger og drama med hverken musik eller klipning – præcis som han også gjorde det i den dybt ubehagelige “Funny Games” fra 1997, hvor den uforklarlige og afstumpede vold ligeledes var et hovedtema. Til forskel fra “Funny Games” foregår volden i “Det hvide bånd” dog i det skjulte, hvilket giver filmen et strejf af genren [i]who done it?[/i].

Fotografen Christian Berger har udnyttet de sort/hvide skud med stor kompetence. Fraværet af farver indbyder til større fokus på former og kontrastforhold. Der er taget tydelig inspiration fra Ingmar Bergman, hvis billedunivers ofte var præget af tætte kompositioner og en art indelukkethed i minimalistisk indrettede hjem. Netop denne næsten klaustrofobiske tilgang til rum tilføjer “Det hvide bånd” følelsen af den isolation, der kan opstå i små bysamfund. Der er i billedlig såvel som bogstavelig forstand ikke plads til de store armbevægelser, hvorfor følelser må undertrykkes og sidenhen komme til udtryk i skjulte, brutale handlinger.

Haneke har udtalt, at filmen er et billede på, hvordan enhver form for terrorisme opstår. Dermed bliver “Det hvide bånd” en samfundskritisk fortælling, som ikke blot giver sit besyv med i den nutidige, altomsluttende debat om Mellemøsten, men også skriver sig ind i bølgen af selvransagende, tyske film, som gør op med landets grusomme og fascistiske fortid. Her bliver især filmens mange børn et udtryk for den manglende indsigt og autoritære undertrykkelse, der skal være til stede, for at et voldsregime kan opstå og trives.

Med sine 144 minutter bliver “Det hvide bånd” i visse passager en anelse for langsom. Men det er prisen for et så veludviklet persongalleri og en handling, der skrider frem via næsten umærkelige, små dramaer, som hos en anden instruktør end Haneke kunne ende som store, pompøse tragedier. Her er ingen synligt løftede pegefingre, men i højere grad en forklarende fortæller, der viser, hvordan selv små handlinger kan have alvorlige konsekvenser. Som et led i Tysklands selvransagelse indtager “Det hvide bånd” en plads på hylden ved siden af større dramaer som “Das Untergang” og “De andres liv”, hvor den forhåbentlig kan give de stadig skyldsramte tyskere en forklaring på, hvorfor deres forfædre handlede, som de gjorde.

[b]Video[/b]

1.85:1. Filmen er oprindeligt skudt i farver, men sidenhen konverteret til sort/hvid. Dette er gjort med stor dygtighed – balancen mellem de lyse og mørke toner er perfekt og guider seerens øjne i de kontrastfyldte billeder. Transferet er ganske gedigent med en meget stabil kontrast. Dog er der hist og her nogle meget hårde overgange i skyggerne, og skarpheden er ikke helt i top. Edge-enhancement er til gengæld velkontrolleret.

[b]Audio[/b]

Præsenteret i Dolby Digital 5.1. Der bruges ikke så meget som en tone musik i “Det hvide bånd”, hvilket bidrager til den indspiste stemning i landsbyen. Sub’en bruges sparsomt, hvis overhovedet, og eller ikke effekthøjtalerne lader sig bemærke. Dialogen har en fin fylde med god definition i både bund og top.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en indeholder ikke ekstramateriale.