[b]Mesterlig terror[/b]

Der vises dårligt noget værre end en lussing på lærredet under “Det hvide bånd”, men alligevel er der næppe et øjeblik i filmen, hvor man ikke fornemmer følelsen af vold og overgreb hængende over hovederne på personerne som et Damokles-sværd, der er klart til at falde, hvert øjeblik det skal være.

Filmen følger en lille tysk landsby umiddelbart inden 1. verdenskrig bryder ud. Her hersker der en streng patriarkalsk orden, hvor mændene styrer byen med hård hånd og sligt skjult terror. Men råddenskaben lurer alligevel under overfladen, og da landsbyens læge kommer ud for en fæl rideulykke, er det som om, at den er ved at sive ud gennem revnerne. Ulykken – som måske slet ikke var en ulykke – viser sig blot at være det første i en række urovækkende begivenheder, og landsbyen lammes snart af frygt og rædsel. Kun den lokale skolelærer synes at have bevaret sin mentale sundhed og kaster kærligheden på en køn barnepige.

Filmen er instrueret og skrevet af Michael Haneke, der bestemt ikke er kendt for sine blide fortællinger, og som med film som “Skjult” og “Funny Games” har gjort den kølige terror til sit varemærke. Sådan en film er “Det hvide bånd” på sin vis også, men samtidig har Haneke forsynet den med en vis hjertevarme og humanisme, der klæder ham umådeligt godt.

Haneke har efter sigende længe haft denne beretning i baghovedet og har efter eget udsagn arbejdet på den i over ti år. Man tror det gerne. “Det hvide bånd” føles som et hovedværk og en begivenhed i europæisk filmhistorie. Det er også den mest litterære film, jeg har set i meget lang tid, og dens fortælling udspiller sig som en russisk roman, hvori fortolkningen af begivenhederne efterlades i hænderne på tilskueren. Vi følger det store persongalleri i landsbyen, hvis enkelte livsforløb måske – måske ikke – har relevans for den større fortælling. Mest gennemtrængende er børnenes skæbne, hvis ansigter bliver det lærred, hvorpå Haneke maler sin historie.

Filmen er optaget med farvefilm, der siden er blevet drænet til usædvanligt smukke sort-hvide billeder, som dog er særdeles rige på grå nuancer. Effekten giver filmen en tidløs fremtoning, og dertil skal lægges en ekstrem flot fotografering, der vækker minder om Carl Th. Dreyer og Ingmar Bergman, men som alligevel eksisterer i sit eget univers. For det meste observerer vi begivenhederne på afstand, og nogle gange bliver distancen næsten uudholdelig som f.eks. i en særdeles ubehagelig scene, hvor et barn straffes bag en lukket dør. Haneke anvender kun ganske få nærbilleder, hvilket til gengæld medvirker til, at de få gange, han går tæt på, bliver umådeligt effektive. Det er slet og ret filmhåndværk af den allerhøjeste kaliber.