[b]Utro med konen[/b]

Omkring 95 % af alle romantiske komedier lader til at følge den samme formular: Det er manden og kvinden, som tydeligvis er bestemt for hinanden, men som undervejs møder modstand – som regel i skikkelse af en romantisk rival, som en af parterne også er tiltrukket af.

Vi er som publikum kun alt for bevidste om, at han eller hun naturligvis kun er en midlertidig kilde til modstand, eftersom det fra starten er tydeligt, hvem Amor har udvalgt til hinanden. De er ikke egentlige personer, men blot henholdsvis skabelon nr. 1 og 2, der som robotter gennemgår de fastlagte stadier af filmen.

Det samme gør sig umiddelbart gældende for “Det’ indviklet”, som præsenterer det skilte ægtepar Jane og Jake i henholdsvis Meryl Streep og Alec Baldwins skikkelse. De er ganske vist gået fra hinanden, og han har sågar fundet en yngre model, men vi fornemmer hurtigt, at de ikke er helt færdige som par. Så er der også Janes arkitekt-ven Adam, spillet af Steve Martin, der udgør modstanden i filmen. Eller er det omvendt: Er det Jane og Adam, der er udvalgt til at være sammen, og så Jake der er modstanden? Man ved det for en gangs skyld ikke, og netop den uvidenhed gør filmen langt mere interessant end så mange andre af slagsen og naturligvis også en god del mere realistisk.

“Det’ indviklet” er ganske uden undskyldninger en chick-flick beregnet til det kvindelige publikum, som har haft erfaringer med længerevarende forhold, og den trækker også på nogle oplagte fantasier. Meryl Streeps figur har en slags bageri-restaurant og lader også derhjemme til altid at have en chokoladecroissant eller en andesteg på vej ud af ovnen i det ulastelige hjem, der ligner en reklame fra Bo Bedre. Ved siden af det holder hun naturligvis et velplejet ydre og har endda også magtet at opdrage tre velfungerende halvvoksne børn, der er så høflige og søde, at man tror, det er løgn. Hun er selvsagt en ren fantasifigur, men takket være Streeps naturlige charme er man næsten lige ved at købe den.

Alec Baldwin er for sin del perfekt som den aldrende charmør og stjæler konsekvent scenerne. Ikke mindst hans lykkeligt henførte udtryk efter parrets hyrdetime er ubetaleligt sjov. God er også Steve Martin i en ukarakteristisk neddæmpet præstation som manden, der stadig forsøger at genvinde selvtilliden efter en grim skilsmisse. Efter den rædsomme rolle i “Den lyserøde Panther”-filmene er det helt opmuntrende at blive mindet om, at han ren faktisk kan være glimrende, hvis materialet ellers er til det.